Randers er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Der er pt. ingen planlagte grundlovsforhør i kredsen i dag.
**
Student faldt ud fra vogn under kørsel
En 19-årig ung mand kom tirsdag eftermiddag galt afsted, da han under studenterfejringen faldt ud fra et køretøj, som han var på studenterkørsel i.
Østjyllands Politi modtog anmeldelsen om episoden kl. 14.02, der kort forinden havde fundet sted på Østergårdsvej i Malling ud for Tulstrup.
En patrulje blev sendt til stedet for at undersøge tingene nærmere. Det blev i den forbindelse besluttet, at studentervognen straks skulle have et kørselsforbud og indkaldes til syn. Den 19-årige var angiveligt faldet ud, da et gelænder i siden af køretøjet muligvis havde siddet løst og ikke været monteret korrekt.
Den 19-årige var ved bevidsthed men pådrog sig flere skader og blev efterfølgende kørt til kontrol og behandling på hospitalet. Den 28-årige mandlige chauffør af studentervognen blev sigtet i sagen.
Sagen vil nu blive efterforsket nærmere, og Østjyllands Politi har på nuværende tidspunkt ikke yderligere kommentarer.
**
Fartkontrol i Aarhus C førte til 71 fartovertrædelser
Tirsdag morgen og formiddag foretog Østjyllands Politis færdselssektion fartkontrol på Silkeborgvej i Aarhus C, hvor der i perioden fra kl. 06.35 til kl. 13.05 blev registreret 1769 forbipasserende køretøjer.
Af de 1769 køretøjer var der hele 71 bilister, som ikke kunne finde ud af at holde fartgrænsen på 50 km/t på strækningen. De 71 bilister blev derfor alle fotograferet i forbindelse med målingen af deres for høje fart, og de kan nu alle se frem til en bøde.
I alt seks af de fartglade bilister blev målt til at køre med så høj en hastighed, at de også får et klip i kørekortet. Ingen kørte dog så stærkt, at de fik frakendt førerretten, selvom 71 fartovertrædere på Silkeborgvej var i den høje ende ift., hvad Østjyllands Politi normalt ser på strækningen.
**
Tip førte til fund af hash og tramadoler
En patrulje kørte tirsdag til en adresse i Åbyhøj, hvor de havde oplysninger om, at en 25-årig mand skulle være i besiddelse af en mængde hash, som han planlagde at sælge, og de kørte derfor til adressen for at undersøge nærmere.
Under en efterfølgende ransagning fandt politiet frem til både hash, digitalvægt og salgsposer, og den 25-årige mand blev derfor sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer. Han blev ligeledes fundet i besiddelse af en mindre mængde tramadoler, som også blev beslaglagt med henblik på senere konfiskation.
Politiet fandt desuden en peberspray i mandens lejlighed, og han blev derfor også sigtet for at overtræde våbenloven. I et tilhørende kælderrum fandt betjentene desuden en større plade hash, som ligeledes blev beslaglagt.
Slutteligt kunne politiet konstatere, at den 25-årige mand var efterlyst til fogedretten. Han blev derfor anholdt og taget med til retten.
**
Kvinde sigtet for at råbe ind til arrestant
Tirsdag aften kl. 23.58 modtog Østjyllands Politi en anmeldelse om, at en kvinde stod og råbte ind til en indsat i arrestbygningen på Christiansgade i Aarhus C.
En patrulje blev sendt til stedet, hvor betjentene kort efter fik kontakt til den pågældende person – en 19-årig kvinde – som i nogle minutter havde haft en samtale med én af de indsatte.
Den 19-årige kvinde blev sigtet for at tage ulovlig kontakt til en indsat og vejledt om at forlade stedet efterfølgende.
**
Færdsel:
Tirsdag kl. 09.03 skete der et færdselsuheld på Paludan-Müllers Vej, hvor en 70-årig kvindelig bilist påkørte en 21-årig mandlig fodgænger. Bilisten blev sigtet for at forsage uheldet, men fodgængeren kom umiddelbart ikke alvorligt til skade i forbindelse med episoden.
Tirsdag kl. 10.40 skete der et færdselsuheld på Havkærvej i Tilst, hvor en 37-årig kvindelig bilist påkørte en 38-årig mandlig cyklist. Uheldet skete i en rundkørsel, hvor bilisten skulle svinge til højre ud fra rundkørslen, mens cyklisten skulle fortsætte rundt i rundkørslen. Den 37-årige bilist blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt. Den 38-årige cyklist blev kørt til kontrol på hospitalet, men kom ikke umiddelbart alvorligt til skade.
Tirsdag kl. 15.51 skete der et færdselsuheld på Åhavevej i Viby J, hvor en 57-årig mandlig bilist påkørte en forankørende 27-årig kvindelig bilist i forbindelse med standsning for rødt lys. Den 57-årige blev sigtet for ikke at holde nok afstand til den forankørende, men ingen personer kom umiddelbart til skade i forbindelse med episoden.
En 19-årig mandlig bilist blev tirsdag aften kl. 20.33 sigtet for at køre bil i narkopåvirket tilstand, da han blev standset af en patrulje på Edwin Rahrs Vej i Brabrand og testet positiv på en narkometertest. Han blev desuden fundet i besiddelse af hashjoint og en pakke tramadolpiller, der blev beslaglagt, da han ikke kunne fremvise gyldig recept.
**
Indbrud:
Der er det seneste døgn anmeldt fire indbrud i privat beboelse i politikredsen:
• På Mindevej i Hammel begået mellem mandag d. 26/6 kl. 22.30 og tirsdag d. 27/6 kl. 06.30
• På Præstemarken i Hornslet begået tirsdag d. 27/6 mellem kl. 09.45 og kl. 16.20
• På Juttasvej i Randers SØ begået mellem torsdag d. 15/6 kl. 15.00 og tirsdag d. 27/6 kl. 17.30
• På Granbakken i Lystrup begået onsdag d. 28/6 kl. 00.03