Randers er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Der er p.t. ingen planlagte grundlovsforhør i kredsen i dag.
Taget med lattergas få timer efter ny lov trådte i kraft
En 21-årig mand fik den tvivlsomme ære at være den første, som Østjyllands Politi sigtede for at være i besiddelse af lattergas, efter en ny lov trådte i kraft lørdag den 1. juli.
Loven betyder, at det nu er forbudt at være i besiddelse af lattergas i det offentlige rum uden et anerkendelsesværdigt formål, og allerede kl. 03.06 natten til lørdag, blev første sag skrevet i Østjylland.
En patrulje standsede en 21-årig mandlig bilist, da han kørte over for rødt i krydset Vesterbro Torv/Hjortensgade i Aarhus C, og da betjentene kiggede ind i bilen, så de to flasker lattergas, der lå på bagsædet.
Den unge mand kan derfor nu se frem til en bøde på 3000 kroner for besiddelsen af lattergassen. Derudover kommer bøden for at køre over for rødt.
Han kan desuden risikere en bøde for ulovlig transport af farlig gods, da lattergassen ikke blev transporteret korrekt og sikkerhedsmæssigt forsvarligt.
**
Ung mand sigtet for flere hærværksforhold i Thorsø
Søndag morgen fik Østjyllands Politi anmeldelser om, at der i løbet af natten var begået hærværk flere steder i Thorsø.
En rude var blevet knust på Tungelund Aktivitetscenter, to biler havde fået knust en bagrude, og en tredje bil havde fået brækket en dør op. Derudover anmeldte en beboer i Thorsø, at et en ubuden gæst var gået ind af en ulåst bagdør og havde gået rundt i hjemmet, hvor vedkommende havde åbnet en flaske vin, som var væltet ud over gulvet.
Ud fra signalement og videoovervågning fik politiet mistanke til en 23-årig mand, som søndag blev sigtet for hærværksforholdene og for husfredskrænkelse.
**
Hundepatrulje fik fat i flygtende bilist
Natten til mandag kl. 00.54 standsede en patrulje en bil i et rutinetjek på Dagmar Petersens Boulevard i Aarhus C, men da føreren af bilen holdt ind, skyndte han sig ud og tog flugten til fods.
En hundepatrulje kom hurtigt til stedet, og politihunden ledte hundeføreren gennem nogle gader og hen til en baggård på Bernhardt Jensens Boulevard. Her opdagede betjenten en mand, der sad og gemte sig, og da han så politiet, løb han videre fra stedet.
Betjenten satte efter og råbte til den flygtende mand, at hunden ville blive sat fri, hvis han ikke standsede. Det fik manden til at opgive, og han blev kort efter lagt i håndjern.
Det viste sig, at den flygtende bilist var en 30-årig mand, der er frakendt kørekort, så han blev sigtet for kørsel i frakendelsestiden.
**
Drenge på knallert forsøgte at køre fra politiet
En patrulje fik søndag kl. 20.16 øje på to drenge, der sad sammen på en knallert på Stendyssevej i Stenvad ved Ørum Djurs.
Føreren havde ikke hjelm på, og knallerten virkede til at kunne køre noget hurtigere end tilladt, og patrulje dirigerede derfor drengene ind til siden.
I stedet for at stoppe valgte føreren af knallerten dog at forsøge at køre fra politiet ved at køre af en sti og om bag en lagerbygning, hvor patruljebilen ikke kunne følge med.
En af betjentene steg ud af bilen og fortsatte eftersættelsen til fods, og efter at have været løbet igennem noget krat, fandt han knallerten liggende forladt ude foran en privat have.
Betjenten kunne høre noget pusle i haven, og på den måde fandt han frem til to 15-årige drenge, som sad og gemte sig i en busk.
Føreren af knallerten blev sigtet for kørsel uden hjelm, for at køre på en tunet knallert og for at have kørt med en passager bagpå. Passageren blev sigtet for at have siddet bagpå.
Forældrene til drengene blev desuden underrettet.
**
Råbte skældsord efter betjente og blev anholdt
Østjyllands Politi fik søndag kl. 07.56 en anmeldelse om, at to mænd var ved at komme op at slås på en tankstation på Grenåvej i Randers SØ.
En patrulje kørte til stedet hvor to unge mænd på 17 og 21 år stod i en ophidset diskussion.
Betjentene skilte parterne ad og bad dem om at gå hver til sit, men det var den 17-årige ikke videre tilfreds med, og da han gentagne gange råbte diverse skældsord efter patruljen, blev han til sidst anholdt og sigtet for fornærmelig tiltale mod en polititjenestemand.
**
Færdsel
Søndag kl. 14.33 blev en 62-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for spritkørsel, da han blev standset af en patrulje på Viborgvej i Hasle.
Natten til mandag kl. 00.25 blev en 27-årig kvindelig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da hun blev standset af en patrulje på Falkevej i Randers NØ. Da hun havde en mindre mængde hash på sig, blev hun også sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer.
**
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt et enkelt indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.• På Morbærvej i Viby begået mellem fredag d. 30/6 kl. 00.00 og søndag d. 2/7 kl. 17.16