Randers er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Der er pt. ingen planlagte fremstillinger i grundlovsforhør.
**
Kvinde udsat for blufærdighedskrænkelse ved Ballehage Strand
Onsdag kl. 20.34 fik Østjyllands Politi en anmeldelse fra en 26-årig kvinde, der netop havde været udsat for blufærdighedskrænkelse, i forbindelse med en svømmetur ved Ballehage Strand.
Kvinden har forklaret politiet, at hun efter at være kommet op af vandet lagde mærke til og fik øjenkontakt med en midaldrende mand, som smilede lidt mærkeligt til hende. Da kvinden lidt efter ville tage sin våde overdel af for at skifte til en tør skjorte, så hun den samme mand stå oppe i skoven halvt gemt bag et træ, mens han lavede bevægelser med hånden, som gjorde, at hun ikke var i tvivl om, at han stod og onanerede.
Kvinden gestikulerede til manden, at han skulle gå og han grinede til hende og gik fra stedet, hvorefter kvinden kontaktede politiet.
Manden beskrives som:
- Mand
- Dansk af udseende
- 55-60 år
- 170-175 cm høj
- Kraftig kropsbygning med topmave
- Kronraget/ skaldet
- Meget solbrun
- Iført blå/grøn t-shirt
Østjyllands Politi undersøger nu sagen nærmere, og hører gerne fra personer, der har oplysninger om manden, på tlf 114.
**
Kvinde stak af fra trafikuheld
Onsdag kl. 13.35 skete der et trafikuheld i krydset mellem Grønløkke Allé og Tranbjerg Hovedgade, da en 35-årig mandlig bilist kom kørende ligeud ad Grønlykke Allé. Her blev han påkørt af en bil, der kom kørende ad Tranbjerg Hovedvej og skulle svinge til venstre ned på Grønlykke Allé.
Den kvindelig fører af den anden bil kørte umiddelbart efter fra stedet uden at udveksle oplysninger med den 35-årige.
Føreren af den anden bil beskrives som:
- Kvinde
- Dansk af udseende
- 60-65 år
- Iført briller
- Kørende i en høj og stor bil, muligvis grøn/brunlig i farven
Politiet vil gerne i kontakt med kvinden eller personer, der har oplysninger om hende, på tlf 114.
Den 35-årige kom ikke umiddelbart alvorligt til skade ved uheldet.
**
Mand ramt af kniv under klammeri
Onsdag aften kl. 22.49 kørte en patrulje fra Østjyllands Politi til en adresse i Solbjerg, hvor en 45-årig mand var blevet stukket med en kniv.
Den 45-årige forklarede, at han og en bekendt, en mand på 56 år, tidligere på aften havde været i klammeri. Senere på aftenen havde de aftalt at mødes for at tale ud, men da havde den 56-årige medbragt en køkkenkniv, som han forsøgte at stikke den 45-årige med. Den 45-årige mand afværgede, men blev ramt i to fingre og det ene øje.
Betjentene tog derfor hen til den 56-åriges adresse, hvor den 56-årige mand blev anholdt og sigtet for kvalificeret vold.
**
Fandt svampe og hash i lejlighed
Betjente fra Østjyllands Politi aflagde onsdag kl. 10.09 besøg hos en 38-årig mand på en adresse i Randers, da de havde modtaget et tip om, at der blev solgt stoffer fra lejligheden. Betjentene ransagede lejligheden og fandt flere mindre mængder amfetamin, hash og psilocybinsvampe samt nogle salgsposer. Den 38-årige mand blev sigtet for tre tilfælde af narkobesiddelse.
**
Gemte narko mellem forsæderne
En patrulje fra Østjyllands Politi rettede onsdag kl. 20.15 henvendelse til to mænd på hhv. 19 og 33 år, som sad i en bil på Dr. Holst vej i Åbyhøj. Fra bilen kom en kraftig lugt af cannabis, og betjentene besluttede derfor at kigge nærmere på bilen.
Det viste sig at være en god idé, for mellem de to forsæder fandt de flere salgsposer med hash og skunk samt en foldekniv. Begge mænd blev sigtet for forsøg på salg af narko, og den 19-årige blev desuden sigtet for overtrædelse af knivloven.
**
Færdsel
En 37-årig mand blev onsdag kl. 10.10 anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset på Værkmestergade i Aarhus. Da den 37-åriges førerret desuden var inddraget, kunne han føje en sigtelse for kørsel uden førerret til.
Onsdag kl. 16.34 skete der et færdselsuheld på Randersvej i Trige, da en 18-årig mandlig bilist trak ind foran en 67-årig kvindelig bilist og her ramte venstre side af kvindens køretøj. Ingen kom umiddelbart til skade i forbindelse med uheldet.
En 24-årig mand blev onsdag kl. 16.48 anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset på Skovvangsvej i Randers. Den 24-årige blev desuden sigtet for kørsel i frakendelsestiden.
Onsdag kl. 17.27 skete der et færdselsuheld på Møllevangs Allé i Aarhus V, da en 28-årig mandlig bilist, som kom kørende i nordlig retning, ville overhale en 33-årig mand på cykel. På grund af vejens bredde, var dette vanskeligt, og den 33-årige cyklist bremsede ned for at lade den 28-årige passere. Dette overså den 28-årige tilsyneladende, og han påkørte umiddelbart efter den 33-årige. Den 33-årige faldt af cyklen og blev tilset for sine skader, men kom ikke umiddelbart kritisk til skade.
Onsdag kl. 17.56 skete der et færdselsuheld på Søndre Ringgade nær Silkeborgvej i Aarhus, da en 24-årig mandlig bilist og en 42-årig mandlig bilist i forbindelse med en sammenfletning snittede hinanden. Ingen kom til skade ved uheldet.
**
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt fem indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds:
På Tilst Søndervej i Tilst begået mellem lørdag den 20/8 kl. 00.00 og mandag den 22/8 kl. 00.00
På Vestervang i Aarhus begået mellem fredag den 1/10 2010 og onsdag den 24/8 kl. 11.05
På Jernbanegade i Randers begået onsdag den 24/8 kl. 04.50
På Holmstrupgårdvej i Aarhus begået mellem tirsdag den 23/8 kl. 07.30 og onsdag den 24/8 kl. 14.15
På Kystvejen i Odder begået onsdag den 24/8 mellem kl. 06.30 og kl. 14.30