Randers er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Grundlovsforhør ved retten i Aarhus
Østjyllands Politi fremstiller kl. 10.30 ved retten i Aarhus en 29-årig mand i grundlovsforhør. Den 29-årige sigtes for besiddelse af narko med henblik på salg samt vold mod nogen i offentlig tjeneste.
Torsdag ca. 13.30 blev den 29-årige standset på Chr. Winthers Vej i Åbyhøj. Ved visitation blev han fundet i besiddelse af flere kontantbeløb samt en mængde kokain. I mandens bil blev desuden fundet salgsposer og endnu en mængde narko.
Den 29-årige modsatte sig kraftigt anholdelsen og gav blandt andet den ene betjent et kraftigt skub i brystkassen, hvorefter han forsøgte at undløbe. Den sigtede begæres varetægtsfængslet og anklageren anmoder om lukkede døre.
**
Indbrud i depotrum med hockey-udstyr
Østjyllands Politi modtog torsdag anmeldelse om indbrud i et lager på Gøteborg Allé i Aarhus N. Ukendte gerningsmænd var på et tidspunkt mellem lørdag den 17/12 og onsdag den 21/12 trængt ind i lageret ved at sparke en dør ind og havde her stjålet hockey-udstyr for mange penge. Udstyret var af mærket ’True Hockey’.Østjyllands Politi opfordrer derfor til, at man er ekstra opmærksom, hvis man bliver tilbudt at købe udstyr af mærket, da der kan være tale om hælervarer.
For at undgå at købe hælervarer er det altid en god idé at bruge MobilePay, når du handler brugt samt at sikre, at sælger er NemID valideret på siden, I handler på.
**
Anholdt efter slagsmål foran værtshus
Torsdag kl. 23.52 kørte en patrulje til et værtshus i Randers, hvor der var anmeldelser om slagsmål.Da de ankom til stedet fandt de flere personer i klammeri med hinanden på gaden. Betjentene rettede henvendelse til personerne for at mane til ro, men en 39-årig mand blev ved med at udvise voldelig og aggressiv adfærd, tog fat i de andre tilstedeværende og skubbe til sidst til betjentene. Han blev derfor anholdt og sigtet for forstyrrelse af den offentlige orden.
Kl. 00.35 kom der ligeledes anmeldelse om et slagsmål – denne gang på Toldbodgade i Aarhus. Her blev en 25-årig mand tilbageholdt af vagterne, fordi han forsøgte at komme i slagsmål med andre gæster. Da patruljen ankom til stedte, var den 25-årige højtråbende og udadreagerende, og råbte flere skældsord efter betjentene. Han blev anholdt og sigtet for forstyrrelse af den offentlige orden.
**
Fandt narko i lejlighed
En patrulje kørte torsdag aften kl. 19.32 til en lejlighed i Randers, hvor der var kommet et tip om, at der skulle være narko. Det viste der sig at være noget om, da betjentene fandt 80 gram amfetamin samt flere salgsposer. En 33-årig mand, som opholdt sig i lejligheden, blev anholdt og sigtet for besiddelse af narko med henblik på salg.**
Færdsel
En 49-årig mandlig bilist blev torsdag kl. 12.04 anholdt og sigtet for spirituskørsel, da han blev standset på P.O. Pedersens Vej i Aarhus N. Da han desuden var frakendt førerretten, blev han også sigtet for kørsel i frakendelsestiden.Torsdag kl. 16.17 skete der et færdselsuheld på Viby Ringvej i Åbyhøj, da en 20-årig kvindelig bilist ramte den forankørende, 38-årige mandlige bilist, som var bremset ned for trafikken. Den 38-åriges bil blev herefter skubbet frem og ramte en 46-årig mandlig bilist. Ingen kom umiddelbart til skade ved uheldet.
En 31-årig mandlig fører af en varebil sad torsdag kl. 16.18 fast under en bro på Ryomvej ved Uggelbølle, som var for lav til at varebilen kunne køre igennem. Autohjælp måtte bugsere bilen væk og sørge for oprydning på stedet, og den 31-årige blev sigtet for manglende agtpågivenhed.
En 53-årig mandlig bilist blev torsdag kl. 19.50 anholdt og sigtet for spirituskørsel, da han blev standset i krydset mellem Birkevang og Rosenvang i Hornslet.
En 22-årig mandlig bilist blev torsdag kl. 20.02 anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset på Inger Christensens Gade i Brabrand. Den 22-årige var desuden i besiddelse af en mængde kokain, og blev desuden sigtet for besiddelse af narko.
Torsdag kl. 22.06 skete der et færdselsuheld på Viborgvej i Aarhus V, da en bilist overhalede en 32-årig kvindelig bilist indenom i en buslomme ved Hasle, og herved påkørte forenden af kvindens bil ved sammenfletning. Bilisten som foretog indenomsoverhalingen, kørte herefter fra stedet. Kvinden kom ikke til skade ved uheldet.
Natten til fredag kl. 00.30 skete der et færdselsuheld på Dyrmærsken i Randers C, da en 47-årig mandlig bilist og en 29-årig mandlig bilist kørte sammen i et lyskryds ved busterminalen. Ingen kom til skade ved uheldet.
En 24-årig mandlig bilist blev fredag kl. 02.36 anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset på Ekkodalen i Aarhus V.
**
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt fire indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.
• På Kaj Munks Vej i Grenaa begået mellem onsdag den 21/12 kl. 07.30 og torsdag den 22/12 kl. 07.30
• På Porsbakken i Lystrup begået torsdag den 22/12 kl. 17.41
• På Porsbakken i Lystrup begået torsdag den 22/12 mellem kl. 12.45 og kl. 19.30
• På Engvangen i Lystrup begået torsdag den 22/12 kl. 19.45