Nyt fra Randers i politiets døgnrapport

Profilbillede
dato

Randers er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Der er p.t. ingen planlagte grundlovsforhør i politikredsen i dag. 

 

Opdaget på Snapchat - sigtet for at sælge stoffer

Østjyllands Politis specialpatrulje holder løbende øje med narkosalg på sociale medier, og torsdag fandt betjentene frem til et par konti, der solgte hash og skunk. 

En betjent udgav sig for at være køber og lavede en aftale med personen bag den ene konto om at mødes ud for en adresse i Risskov. 

Torsdag sidst på eftermiddagen stod nogle civilklædte betjente fra specialpatruljen klar ved adressen, og på det aftalte tidspunkt dukkede en bil med to mænd på hhv. 19 og 21 år op. 

Da de to mænd ville til at handle, blev de begge anholdt. Under visitationen af mændene og ransagning af bilen fandt politiet flere salgsposer med skunk og hash og nogle tusinde kroner i kontanter. Derudover lå der også en mindre mængde kokain og nogle ulovlige tramadol-piller i bilen. 

Penge og narko blev beslaglagt, og den 19-årige og den 21-årige blev sigtet for salg af euforiserende stoffer. 

Lidt senere på dagen blev en 18-årig mand og en 18-årig kvinde sigtet efter samme paragraf, da de blev anholdt i Åbyhøj, hvor de troede, at de havde en aftale med en mand, der ville købe stoffer af dem, efter kontakt på Snapchat. I stedet var det dog betjente fra specialpatruljen, der mødte op. 

Under ransagning af bilen, som manden og kvinden kom kørende i, fandt betjentene flere salgsposer med hash og skunk og nogle tusinde kroner i kontanter. 

**

 

Anholdt efter tyveri af guldring

En 21-årig mand blev torsdag kl. 14.55 anholdt og sigtet for at have stjålet en ring hos en guldsmed i Grenaa. 

10 minutter forinden havde Østjyllands Politi fået anmeldelsen om tyveriet. Ifølge personalet i butikken havde den 21-årige bedt om at få pakket nogle smykker ind og fortalte, at han lige ventede på en ven, der ville komme og betale. 

Vennen kom dog aldrig, og da den 21-årige forsøgte at gå ud af butikken med en æske med en guldring i, blev han standset af en medarbejder, og manden gav æsken tilbage, inden han skyndte sig ud. Ringen var dog ikke længere i æsken, og politiet blev derfor kontaktet. 

En borger havde set manden cykle fra stedet, og han var fulgt efter og kunne derfor lede politiet frem til den 21-årige mand. Han havde ikke ringen på sig, men han blev anholdt og sigtet for tyveri. 

**

Sigtet for narkokørsel på stjålet knallert

En patrulje fik torsdag kl. 9.40 øje på en 47-årig mand, der kørte rundt på stor knallert på Skanderborgvej i Viby, og da manden kørte usikkert og uden hjelm, besluttede betjentene at standse ham. 

Knallerten havde ikke nummerplader på, og da patruljen slog stelnummeret op, viste det sig, at den var stjålet fra en adresse i Viby nogle dage forinden. 

Den 47-årige virkede påvirket, og han erkendte da også, at han havde taget stoffer. Han måtte desuden indrømme, at han ikke har kørekort til stor knallert. 

Det endte derfor med, at den 47-årige blev anholdt og blev sigtet for: Narkokørsel, kørsel uden førerret, kørsel uden hjelm og tyveri. 


**

 

Færdsel

Torsdag kl. 8.39 skete der et færdselsuheld på Karen Blixens Boulevard i Brabrand. En 26-årig mandlig bilist ramte ind i en 33-årig kvindelig cyklist. Cyklisten kom ikke alvorligt til skade ved uheldet. 

Torsdag kl. 9.55 blev en 22-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Prins Christians Gade i Randers C. Han blev desuden sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer, da betjentene også fandt en mindre mængde hash i hans lomme. 

Torsdag kl. 12.48 skete der et færdselsuheld i krydset Carl Nielsens Vej/Observatorievejen i Aarhus C. En 36-årig mandlig bilist kørte frem i krydset og ramte ind i en 64-årig mandlig cyklist. Cyklisten blev efterfølgende indlagt med alvorlige skader. Bilisten blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt. 

Torsdag kl. 22.27 blev en 37-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Østjyske Motorvej ved Tilst. Da han havde en mindre mængde hash i bilen, blev han også sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer. 

Natten til fredag kl. 00.15 blev en 36-årig kvindelig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da hun blev standset af en patrulje på Tørvebryggen i Randers C. 

Natten til fredag kl. 1.16 blev en 42-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Jernaldervej i Aarhus V. I bilen lå en mindre mængde hash og kokain samt en kniv, som han også blev sigtet for at besidde. 

**

 

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt to indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds. 

På Rosenvangs Allé i Højbjerg begået torsdag d. 15/9 kl. 11.31
På Næringen i Risskov begået søndag d. 11/9 kl. 20.00
Denne artikel er skrevet af Søren Schrøder Rasmussen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Østjyllands Politi.
Kilde: Østjyllands Politi

Seneste på facebook