Nye rækkehuse på vej: Byggeriet i Assentoft er skudt i gang

Foto: Tor Stenstop. 1. spadestik blev taget af formanden i boligforeningen og borgmester Torben Hansen.
dato

27 nye rækkehuse på vej i Assentoft: Første spadestik markerer starten på nyt alment boligbyggeri i Randers Boligforening af 1940.

Mandag middag d. 28. april blev et nyt boligkapitel skrevet i Assentoft, da Randers Boligforening af 1940 tog første spadestik til 27 nye rækkehuse på Skovvangsvej. Under blå forårshimmel og med pølsevogn i baggrunden samledes håndværkere, samarbejdspartnere, kommende beboere og nysgerrige borgere til en festlig og højtidelig markering af det nye byggeri, der efter planen står klar til indflytning i sommeren 2026.

De nye boliger, der bliver en del af boligforeningens afdeling 63, bygges som moderne, energivenlige rækkehuse i ét plan og kommer til at bestå af otte fire-rums boliger på 103 m² og 19 tre-rums boliger på knap 90 m². Bag projektet står ERIK Arkitekter i Viborg, mens det lokale firma Vinther & Lassen er totalentreprenør. Flere af underentreprenørerne er ligeledes lokale aktører fra Randers.

Illustration af de 27 rækkehuse. Med forbehold for ændringer. - Foto: RandersBolig

Et nyt område med stort potentiale

Formand for Randers Boligforening af 1940, Jan Guldmann, bød velkommen og lagde vægt på, at det nye byggeri i Assentoft bliver et vigtigt skridt for boligforeningen – både geografisk og visionært:

"Det er første gang, vi som boligforening bygger så langt væk fra vores normale område i Randers centrum. Men med skole, daginstitutioner, butikker og motorvejsadgang lige i nærheden – og med Verdo som fjernvarmeleverandør – ser vi det her som et særdeles attraktivt sted at bo," sagde han i sin tale.

Han fremhævede også boligernes fleksible indretning og attraktive husleje, som forventes at ligge mellem 8.000 og 9.000 kroner om måneden.

Dronefoto over grunden, hvor de 27 rækkehuse skal opføres. - Foto: Tor Stenstop

En stærk lokal forankring

Peter Christiansen fra totalentreprenøren Vinther & Lassen udtrykte stolthed over samarbejdet med Randers Boligforening af 1940:

"Det handler ikke kun om mursten og kvadratmeter, men om at skabe gode rammer for hverdagslivet. Vi er glade for at være en del af et projekt, hvor ordentlighed og kvalitet er i centrum – og hvor samarbejdet mellem bygherre, rådgivere og lokale håndværkere spiller så godt sammen," sagde han.

Borgmesteren: Et vigtigt skridt for hele byen

Også borgmester Torben Hansen deltog i markeringen og benyttede lejligheden til at understrege vigtigheden af at blande boligformer i nye boligområder:

"Det er afgørende, at vi får blandet ejerformer og boligtyper – både private og almene. Det styrker sammenhængskraften i vores bysamfund. Og med den fantastiske beliggenhed her i Assentoft, tror jeg på, at mange familier vil trives i de nye boliger," sagde borgmesteren og ønskede både boligforeningen og Assentoft tillykke med byggeriet.

Kaffevognen var åben. - Foto: Tor Stenstop

Alment byggeri med udsigt til fællesskab

Randers Boligforening af 1940 har i sine 85 år opført omkring 2.500 boliger, og formand Jan Guldmann afsluttede arrangementet med en opfordring til fællesskab og fremtidig stolthed:

"Jeg er sikker på, at de håndværkere, der bygger boligerne her, en dag vil kunne pege og sige: 'Det her har jeg været med til at bygge'. Og det vil de kunne gøre med stolthed."

Efter det officielle første spadestik blev det nye byggeri udråbt med tre hurraer – og pølsevognen kunne åbne for sultne gæster.

Kilde: RandersBolig
åbningstider

Mandag: 08.00-15.00
Tirsdag: 08.00-15.00
Onsdag: 08.00-15.00
Torsdag: 08.00-15.00
Fredag: 08.00-13.00
Lørdag: LUKKET
Søndag: LUKKET

Seneste på facebook