Ny anholdelse efter brand i Grenaa: 25-årig mand sigtet

Profilbillede
dato

<br>Østjyllands Politi anholdt onsdag aften en 25-årig mand, som sigtes for brandstiftelse og forsøg på manddrab på en 19-årig mand i forbindelse med branden tirsdag aften på Campus Djursland i Grenaa.

Den 19-årige kom alvorligt til skade under branden, som politiet hurtigt fik mistanke til var påsat. Få timer efter anmeldelsen blev tre kvinder anholdt og sigtet i sagen. To af dem, en 19-årig og 54-årig kvinde, blev varetægtsfængslet i fire uger, mens en 20-årig kvinde fik opretholdt fængslingen i 3 x 24 timer. 

”Vores efterforskning pegede i retning af den 25-årige, og derfor har vi søgt efter ham. Det førte til, at han onsdag kl. 20.01 meldte sig selv på politigården i Aarhus, hvor han blev anholdt. Der vil gå et stykke tid, før vi har samlet alle brikkerne i forhold til hændelsesforløbet, men anholdelsen af den 25-årige er et vigtigt skridt fremad i vores videre efterforskning, ” siger politiinspektør Jesper Bøjgaard Madsen. 

 

Grundlovsforhør kl. 12.30

Den 25-årige sigtes ligesom de tre kvinder for vold, brandstiftelse og forsøg på manddrab, og han fremstilles i grundlovsforhør ved Retten i Randers kl.12.30. Her vil anklagemyndigheden anmode om lukkede døre. 

Østjyllands Politi ønsker på nuværende tidspunkt ikke at oplyse yderligere om sagen. 

 
Denne artikel er skrevet af Martin Johannes Madsen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Østjyllands Politi.
Kilde: Østjyllands Politi

Seneste på facebook