Team Nord Østs U13-piger har haft gang i en god sæson, men der har været ét hold, der har plaget dem. Torsdag skulle de op imod plageånden, Hadsten Håndbold, der stadig var ubesejret hidtil.
Torsdag blev heller ikke en let dans med Hadsten, der ikke tillod meget. Derfor måtte NØ-pigerne, trods en flot indsats, se sig besejret med 16-14, hvilket træner Maria Hvid havde følgende reaktion på:
“På trods af et snævert nederlag, leverer pigerne en solid indsats. Vi møder et godt hold, som virkelig udfordrer pigerne. Vi er hele tiden på overarbejde, og skal være 100% til stede i alt, hvad vi gør. Men igen igen står vi sammen som et hold. I de svære perioder af kampen får vi kæmpet os tilbage - af flere omgange.”
Pigerne kæmpede alt hvad de har lært, men Maria Hvid understreger, at pigernes tålmodighed i angrebsspillet kan forbedres.
“Generelt spiller vi en flot kamp, synes jeg. Men nogle gange bliver vi for ivrige i vores angrebsspil, og får ikke lagt det pres, vi ønsker, før der falder en afslutning. Så en smule mere tålmodighed i vores angrebsopbygning.”
Er der nogen du ønsker at fremhæve efter dagens præstation?
“Jeg må fremhæve Malou Thrue, som i dag virkelig går forrest. Hun har nogle gode afslutninger, og står utrolig godt i forsvaret. Og så er hun bare virkelig god til at holde gejsten oppe for holdet og hendes holdkammerater. Derudover må jeg fremhæve Karla Bonde Krogh, som bare leverer flere flotte fløjafslutninger i dag.”
På lørdag den 19. november skal Team Nord Øst møde Bjerringbro FH. Kampen fløjtes i gang klokken 10:40 i Korshøjhallen.
Kampens resultat:
16-14
til
Hadsten Håndbold 2
Række: U13 Pige B