BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Kunne du tænke dig et job på en af Danmarks smukkeste arbejdspladser? Vil du arbejde med processerne knyttet til implementeringen af Naturnationalparkerne Fussingø og Mols Bjerge? Vil du være med til at understøtte projekter, der kræver samarbejde med mange forskellige interessenter?
Naturstyrelsen er i gang med etableringen af 15 naturnationalparker i hele landet. Som naturprojektmedarbejder for naturnationalparkerne Fussingø og Mols Bjerge ved Naturstyrelsen Kronjylland bliver du en del af en enhed med et stærkt fagligt miljø præget af mange nye og spændende opgaver i de kommende år. Arbejdet som naturprojektmedarbejder foregår i et felt med mange interessenter, og du vil derfor komme til at arbejde med mange forskellige opgaver. Ud over arbejdet med betjening af de to bestyrelser for naturnationalparkerne (Fussingø og Mols Bjerge) er det ligeledes forventningen, at du sammen med kolleger på enheden vil skulle bidrage til aktiviteter knyttet til naturnationalparkerne såsom afvikling af skovvandringer, offentlige møder, borgerhenvendelser mm. og derudover bidrage til udbud og evt. gennemførelse af projekter relateret til naturnationalparkerne eller andre projekter såsom urørt skov.
Opgaver og organisering
Naturstyrelsen Kronjylland er en af de 16 lokale enheder, der sammen med hovedkontoret i Randbøl og Kystdirektoratet i Lemvig udgør Naturstyrelsen. Vi forestår en lang række opgaver knyttet til driften af de statslige skov- og naturarealer samt gennemførelse af natur- og friluftsprojekter m.v. Der er en bred vifte af samarbejdspartnere – kommuner, organisationer og borgere. På enheden er vi 14 funktionærer og ti faste skovarbejdere. Kontoret ligger på Fussingø vest for Randers, hvor vi har kontorfællesskab med en lokal enhed under Miljøstyrelsen, så der på arbejdspladsen samlet er omkring 65 kolleger.
Dine kerneopgaver
Opgavevaretagelsen med betjening af bestyrelserne for de to naturnationalparker Fussingø og Mols Bjerge bliver alsidig og inkluderer koordinering af møder i de to bestyrelser, planlægning af offentlige møder og skovvandringer, løbende sagsbehandling, bidrag til udbudsprocesser og myndighedsbehandling, projektgennemførelse mm. Derudover vil du kunne bidrage til andre drifts- og forvaltningsopgaver på enheden såsom opgaver og aktiviteter knyttet til forvaltningsplanerne for urørt skov, partnerskabsprojekter mm.
Din profil
Ovenstående opgaver kræver, at du har en god indsigt i og lyst til at arbejde projektorienteret. Herudover vil det være en fordel med en basal forståelse for skov- og naturforvaltning, for offentlig forvaltning generelt og også gerne for den overordnede naturpolitiske dagsorden. Du skal kunne strukturere dine opgaver, så både de administrative rutiner og de mere udviklingsprægede opgaver følges helt til dørs.
Vi forestiller os, at du er forstkandidat, skov- og landskabsingeniør, naturforvalter, geograf, landskabsforvalter, biolog eller har en lignende uddannelse.
Vi forventer, at du kan og har lyst til at arbejde selvstændigt i et felt med mange interessenter og beslutningstagere, og at du anvender din sunde dømmekraft, analytiske evner og en samarbejdende tilgang i opgaveløsningen. Der vil være en stor kontaktflade både internt og i forhold til eksterne myndigheder, borgere, forretningsforbindelser mv., hvor disse kompetencer er vigtige.
Desuden vil vi lægge vægt på, at du:
- Kan strukturere opgaver på et højt fagligt niveau med hurtigt aftræk.
- Er loyal og har lyst til at arbejde i en politisk ledet organisation.
- Arbejder struktureret og selvstændigt – også når der er mange opgaver på samme tid.
- Har erfaring med borgerinddragelse og partnerskabsprojekter.
- Er lyttende, serviceminded og løsningsorienteret og samtidig god til at støtte og samarbejde med kolleger.
- Kan formulere dine budskaber, så de fremstår præcise og let forståelige både skriftligt og mundtligt.
- Har erfaring med GIS programmer som fx QGIS.
Du vil sammen med dine kolleger på enheden komme til at løse opgaverne i et arbejdsmiljø med en fri og uhøjtidelig omgangstone. Arbejdsopgaverne er spændende, og der er muligheder for sammen med ledelsen løbende at udvikle opgaveporteføljen efter dine kompetencer og interesser. Vi sørger for en god introduktion og oplæring indtil, du får større indsigt i opgaverne.
Løn- og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til den til enhver tid gældende overenskomst mellem Skatteministeriet og en række akademikerorganisationer for akademikere i staten (Akademiker-overenskomsten) eller i henhold til den til enhver tid gældende Fællesoverenskomst mellem Skatteministeriet og Lærernes Centralorganisation og CO10 samt tilhørende organisationsaftale for Skov- og landskabsingeniører (LC/CO10-fællesoverenskomsten).
Ansættelsesområdet er Miljøministeriet med tilhørende institutioner. Tjenestestedet er Naturstyrelsen Kronjylland, Vasevej 7, 8920 Randers NV.
Arbejdstiden er 37 timer pr. uge. Stillingen er tidsbegrænset og udløber medio 2028.
Det er et krav, at du har kørekort til personbil.
Der vil i et vist omfang være mulighed for at arbejde hjemmefra. Dette planlægges sammen med nærmeste leder og sker under hensyntagen til samarbejdet med dine kolleger og opgavernes karakter.
Flere oplysninger
Yderligere oplysninger om stillingen kan indhentes hos skovrider Uffe Strandby, tlf. 22 22 16 49.
Du kan læse mere om Naturstyrelsen på www.nst.dk.
Sådan søger du stillingen
Du søger stillingen online. Dine oplysninger vedlagt ansøgning, CV og eksamensbevis skal vi have senest den 10. september 2024.
Samtaler forventes gennemført den 17. eller 18. september 2024.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Randers Kommune
-Virksomheden tilbyder:
-Arbejdsgiver:
Naturstyrelsen, Kronjylland, Vasevej , 8920 Randers NV
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 10-09-2024; - ansøgningsfristen er overskredet
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/6099600