Østjyllands Politi modtog en anmeldelse om et potentielt knivstikkeri på Hobrovej i Randers søndag kl. 19.50. Adskillige patruljer blev sendt til stedet, men ved deres ankomst var der ingen til stede.
Der blev fundet flere blodspor i området, og politiet afspærrede et lille område for at sikre spor på stedet.
Østjyllands Politi mistænkte på baggrund af den indledende efterforskning, at en 21-årig mand var involveret i hændelsen. Han blev senere på aftenen fundet på en adresse i Randers.
Manden havde nogle sår i ansigtet og blødte, men han var ikke alvorligt skadet. Der var ikke umiddelbart tegn på, at han eller andre havde været udsat for knivstikkeri. Det formodes, at han har været involveret i en form for slagsmål.
Den 21-årige var ikke særlig samarbejdsvillig i forhold til at forklare, hvad der var sket, og Østjyllands Politi undersøger nu sagen yderligere.