Natten til onsdag kl. 04.23 modtog Østjyllands Politi en anmeldelse om mistænkelige mænd, der formentligt var ved at stjæle en cykel på Jernbanegade i Randers C. En nærliggende politipatrulje undersøgte forholdet og traf to mænd på henholdsvis 27 og 24 år.
Mændene virkede påvirkede af stoffer, men havde ingen cykel med sig. Patruljen mistænkte, at mændene havde narko på sig, og begge blev derfor visiteret. Den 24-årige mand blev fundet i besiddelse af en kniv og noget amfetamin. Han blev sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer samt for overtrædelse af knivloven.