Selv ikke de seneste restriktioner kunne have reddet Randers City Blues Festival, der skulle have været afviklet over tre dage sidst i juni. Men alligevel er der bluesmusik på programmet den ene af dagene, nemlig fredag den 25. juni, hvor Bluesnight Randers og City Blues Festivalen som en slags mikro-festival præsenterer to orkestre på scenen i Underværket.
Det er to bands med solide bluesrødder, men alligevel med et vidt forskelligt udtryk. Fra det fynske kommer Chris Grey And The BlueSpand, der flere gange har spillet med succes i Randers og som faktisk åbnede 2019-festivalen med en dynamisk koncert. Det andet navn er halvdelen af randrusianske The Cornfeds, som efter endt karriere er blevet til The Downshifters.
Chris Grey And The BluesSpand dedikerer sig fortsat til de blå toner, men har over årene udviklet sig til et stærkt elektrisk funkband med sit helt eget udtryk. Funky blues af egen avl med Chris Grey på guitar og vokal, Klaus Lauersen (bas/vokal) og Lars von TrommenStick på, nå ja: trommer. Den nye stil, som får musikken langt ud over scenekanten, har bidraget til et større og yngre publikum blandt fanskaren. De unge synes, at Grey’s funk er fed – uden at vide, at det faktisk er blues.
Der er også masser af saft og kraft i The Downshifters med brødrene Kasper og Sune Bjerre, men udtrykket er akustisk og rootspræget med et repertoire af gammelt klassisk blues og roots-sange samt brødrenes originale kompositioner. Selv om de kun er to, magter Kasper og Sune Bjerre ved deres koncerter at benytte sig af bl.a. resonator-guitar, banjo, mundharpe, bas og fodtromme samt en stærk vokal.
Ved arrangementet på Underværket har unge under 25 år gratis adgang så længe, der er plads.
Dato: Fredag den 25 juni 2021
Adresse: Stemannsgade 9C, 8900 Randers