Fra fredag eftermiddag til mandag morgen indfører Østjyllands Politi et midlertidigt opholdsforbud på en adresse i Randers SV. Baggrunden for opholdsforbuddet er den verserende konflikt i rocker-bandemiljøet.
Fra og med fredag eftermiddag den 8. marts kl. 15.00 til mandag den 11. marts kl. 07.00 vil det være forbudt at opholde sig på dele af ejendommen på adressen Bogensevej 6 i Randers SV.
Beslutningen om det midlertidige opholdsforbud sker med baggrund i politiets systematiske indsamling af oplysninger med relation til rocker-bandemiljøet.
”I Østjyllands Politi ønsker vi ikke, at en igangværende national konflikt i rocker-bandemiljøet skal udvikle sig, og derfor skrider vi ind med et midlertidigt opholdsforbud på den konkrete adresse for at skabe tryghed blandt borgerne og være på forkant med situationen,” siger fg. politiinspektør ved Østjyllands Politi Anders Uhrskov.
Det vil være synligt skiltet på stedet, hvilke dele af ejendommen, der er omfattet af opholdsforbuddet.
Hvis man overtræder det midlertidige opholdsforbud, risikerer man at blive straffet med fængsel i op til to år.
Særligt til pressen:
For yderligere kommentarer til sagen kan pressen over weekenden ringe til fg. politiinspektør Anders Uhrskov på telefonnummer 30513277