Merete Harritz har været selvstændig i detailhandlen siden år 2000 og begyndte at sælge sine spydstegte kyllinger som en sidebeskæftigelse.
“Jeg faldt over en annonce, hvor man kunne købe en foodtruck — til salg af spydstegte kyllinger. Jeg stillede den op på pladsen på en af mine daværende servicestationer og fandt hurtigt ud af, at det var sjovere at sælge kyllinger end cola og brændstof.”
Merete gav derfor slip på sine to servicestationer for at kunne bruge al sin tid på sit nye projekt. Under hele forløbet har Merete sparret med sin niece, Maibritt Harritz Hansen.
“Dengang jeg besluttede mig for at hedde Mosters2go, valgte jeg at gå 100% ind i det. Jeg er praktiker, og Majbrit er ekspert i koncepter og forretningsudvikling. Vi lancerede kæden i april 2015 ved at sætte folie på vores egen vogn og en kollegas vogn.”
Med to foodtrucks var Merete igen selvstændig. Det var dog ikke første gang, at Merete var med ved tegnebrættet, når noget skulle sparkes i gang.
“Jeg har altid været en detailhandelnørd og tilmed været i COOP i en menneskealder. Jeg har ofte været med til at lancere noget nyt og udvikle nye koncepter.”
Derfor var det også et “nu eller aldrig”-dilemma. Merete syntes nemlig ikke, det var et dårligere job at sælge kyllinger, end at have en lederstilling i COOP.
“Jeg har nok altid været lidt speciel, fordi jeg ved godt, at jeg i COOP havde et meget traditionelt karriereforløb, som også var på et højt niveau. Men jeg har altid kun gjort karriere, fordi jeg syntes, jobbet var sjovt. Jeg har aldrig taget et job, fordi det ville bringe mig i en bedre position karrieremæssigt.”
For Merete handler selvstændighed om frihed og om at have en hverdag, som hun synes er spændende.
“Jeg har aldrig tænkt, at det er et skridt ned ad trappen, men mere på at lave det jeg ville. Det driver mig, at jeg har muligheder og frihed til at gøre, hvad jeg ønsker. Det gør mig glad og igennem hele mit forløb har jeg altid haft fokus på at være en god leder.”
I denne sammenhæng kommer vi også ind på Meretes forhold til sine medarbejdere, som hun virkelig holder af at have omkring sig på arbejdspladsen.
“Det giver mig en glæde og en stolthed at se nogen blive dygtige. Jeg har i mange situationer hjulpet mine medarbejdere med at blive ledere. I år har jeg drevet vognene med næsten ene unge mennesker — med gejst og mod på at lære noget nyt. Med en grundig oplæring har det været en fornøjelse at se dem vokse og selvstændigt kunne styre en foodtruck med fuld fart på.”
For som Merete siger, er det ikke altid et nemt job at sælge kyllinger, fordi der er travlt ved spisestedet, og der er meget, som skal gøres.
“Fordelen ved de unge er, at de brænder for at lære nyt og giver alt, hvad de har i sig. Jeg har ikke unge mennesker inde, fordi de skal have mindre i løn. Jeg passer på mine medarbejdere, og det er jo ikke kun de unge mennesker, som giver godt. Det handler om personligheden.”
Det er ikke kun sine medarbejdere, Merete passer godt på. De spydstegte kyllinger kender nemlig forskellen på nat og dag og blev i sin tid udvalgt af hende selv.
“Det er vigtigt for mig, at vi sælger noget, som jeg kan stå inde for. Vi har vores egen kylling, som jeg selv har lavet marinaden til, og jeg vægter meget, at det er kvalitetsprodukter vi bruger. Vi har valgt en kylling, som bliver behandlet ordentligt.”
I forlængelse af ovenstående kommer vi også ind på andre emner, som synes at være meget vigtige for, hvordan Merete driver sin forretning.
“Vi smider ikke mad i skraldespanden, og vi bruger det, vi har i overskud til at sælge dagen efter — eller laver hønsesalat af det. Vi er bevidste om, at man ikke bare forbruger plastik og smider i skraldespanden.”
Med dét sagt kan man være sikker på, at Merete driver en forretning, som er gennemført både af hensyn til holdninger til medarbejdere og til kvalitet, men også fordi hun kommer med en del erfaring i rygsækken.
Mosters2Go er i dag en virksomhed bestående af 4 foodtrucks, hvoraf den ene har base i Randers. Hos dem snakker man ikke om højsæson. De følger kunderne på ferie og derhjemme, hvor de sælger separate spydstegte kyllinger, men også hele måltider til deres mange glade kunder.
De kører også gerne ud og laver mad til fester— og de klarer alt fra dessert til natmad. Du kan læse mere om Mosters2Go på deres hjemmeside, eller besøge dem i løbet af året på p-pladserne ude foran supermarkederne.