Manfred Mann’s Earth Band gæster Værket for første gang nogensinde

Profilbillede
dato

Gruppen, der storhittede tilbage i 70’erne og 80’erne med blandt andet ’Blinded By The Light’ og ’The Mighty Quinn’, kan for første gang opleves i Randers i et rockbrag af en koncert på Værket i august 2021 som eneste sted i Jylland.

Sydafrikanske Manfred Mann er et ganske særligt stykke musikhistorie. Med sit virtuose keyboard-spil har han gennem mere end seks årtier været et musikalsk ikon. Fra at starte Sydafrikas allerførste rock ’n’ roll-band, The Vikings, i sin ungdom i Johannesburg til med Manfred Mann’s Earth Band at skabe store succeser med fortolkninger af kollegaernes bagkataloger som Bob Dylans ’The Mighty Quinn’ og ikke mindst Bruce Springsteen-nummeret ’Blinded By The Lights’.


Og især Bruce Springsteen-fortolkningerne, som også tæller ’Spirits in the Night’ og ’For You’, katapulterede Manfred Mann og bandet til stjernestatus og har taget dem rundt over hele verden.

Til august kan Manfred Mann’s Earth Band for første gang så opleves på Værket i Randers, og fans af den meget rockede lyd og jazz-inspirerede live-improvisationer kan godt begynde at glæde sig. Musikaliteten hos bandet er i topklasse, og ved et af bandets seneste besøg i Danmark tilbage i 2014 fangede musikmagasinet GAFFA bandets live-optræden og kvitterede foruden fem stjerner også med ordene:

"Jeg gad nok vide, hvor meget af det, jeg var vidne til, der var planlagt, og hvor meget der var improviseret. Det hele lød enormt rutineret og veltilrettelagt, men samtidig var der en friskhed over musikken og bandets bevægelser på scenen, der fik denne aften til at virke unik"

Dato: Lørdag den 7. august 2021
Billetpris: 400,- inkl. gebyr
Adresse: Værket, Sven Dalsgaards Pl. 1, 8900 Randers

Kilde: Værket

Seneste på facebook