Viborg HK havde taget turen til Tirsdalens Skole, hvor Kristrup Boldklubs U15-drenge i den grad havde besluttet sig for at gøre det onde ved gæsterne, der blev sendt hjem med cifrene 20-7.
Kristrup-træner, Fabian Scheffler, var af gode grunde utroligt tilfreds med storsejren, hvor drengene havde fuldstændigt styr på gæsterne fra Viborg.
“Det var en super indsats af hele holdet, og jeg er meget tilfreds med kampen. Vi har styr på Viborg fra kampens start, og spiller vores hurtige spil. Forsvaret lukkede deres angrebsspil ned, og vi tillod ikke ret mange chancer.”
Det virkede til at alting flaskede sig for Kristrup Boldklub, og der var ikke én der ikke kom ind og bidrog til sejren, hvilket vækker stor begejstring for Scheffler.
“Det var en solid holdindsats, hvor alle kom på banen og bidrog til sejren. Det er dejligt at have styr på kampen fra første minut, og give alle spillere mulighed for at komme på banen. Vores presspil og vores angrebsåbninger var godt timet og skabte mange gode muligheder.”
Kristrup lukkede kun syv mål ind i kampen, og det skyldes i høj grad også holdets målmand der, ifølge Fabian Scheffler, stod en fremragende kamp:
“Vores målmand, Mathias Kaas, står en fremragende kamp med mange gode redninger. Han er inde i en gode stime, og giver vores hold godt med sikkerhed, når vi står i forsvaret.”
Søndag den 27. november skal Kristrup Boldklub møde IF Alliancen. Kampen fløjtes i gang klokken 16:10 i Munkholmhallen.
Kampens resultat:
20-7
til
Kristrup Boldklub
Række: U15 Drenge A