Er du og dine børn vilde med musikken fra julekalenderne, så skal I tage til julekoncert på Randers Bibliotek den 11. december.
Hvis der er noget vi danskere er gode til, så er det at se julekalender i december, og til dem hører altid en eller flere julenumre, som kendetegner serierne. Og de julenumre suger mange af os til os – vi synger med på dem alle 24 dage, lære dem at kende og spiller dem i årevis bagefter. Mange bliver klassikere, og nu kan du tage til koncert og høre et godt udvalg af dem.
Den skønne julemusik, som skal få dig og børnene i et aldeles godt julehumør, bliver sunget og spillet af musikerne Ninna Morsing og Camilla Overgaard. De vil tage jer med på en musikrejse helt tilbage fra Magnus Tagmus frem Tinkas Juleeventyr og måske længere – de vil spille og synge alverdens andre skønne julesange, som vil sprede hygge og sand julestemning.
Det er den 11. december på Hovedbiblioteket i Randers, at du og dine børn, hvis de er over fem år, kan tage til julekoncert klokken 10.00 til 11.00. Det er gratis at være med, men du skal bruge en billet, og dem er der heldigvis stadig nogle tilbage af.