Kan du slå rekorden som den hurtigste hotdog-spiser i Randers?

Foto: Privat. Her ses den halv meter lange hotdog fra HOS MORMOR
Profilbillede
dato

HOS MORMOR på Bøsbrovej 74 løber der stadig en konkurrence i hotdogspisning, og her kan du spise en kæmpehotdog og støtte et godt formål på én og samme tid.

Konkurrencen går i alt sin enkelthed ud på at sætte `Randers Rekord´ i at spise en halv meter lang ristet hotdog. Hurtigst, naturligvis.

Vi har tidligere haft en af redaktionens udsendte forbi for at give det et skud. Desværre kom han aldrig på tavlen, da håndklædet måtte kastes i ringen halvvejs. Smagen var helt fantastisk, men mætheden sejrede, desværre!

Prøv at slå rekorden - og støt samtidigt et godt formål
Er det dig, eller én, du kender, der skal være indehaver af ”Randers Rekorden i Halv Meter Hotdog På Tid”? Så er det bare om at ringe og aftale en tid HOS MORMOR på Bøsbrovej 74 og prøve kræfter med udfordringen. Dette kan gøres på tlf.: 93 10 60 02.

Slår du rekorden, så skal du naturligvis ikke betale for den halve meter lange, ristede hotdog - så er den gratis!

Det koster 100 kroner, at deltage i konkurrencen, hvoraf 50 kroner går til velgørenhed. Tidligere har HOS MORMOR ladt pengene fra kæmpehotdog-salget gå til Børnetelefonen, som de i øvrigt støtter hver måned med 125 kroner.

"Folk er mere end velkomne til at komme og prøve. Det kan være alt fra en polterabend til et møde mellem kollegaer - folk er bare velkomne her, og de støtter samtidigt et godt formål," siger Thomas fra HOS MORMOR.

For at være helt sikker på at de store lækre frankfurtere er perfekt stegte, når du ankommer, er det dog vigtigt at ringe inden og aftale et tidspunkt for udfordringen, så sørger de for hurtigst muligt at kunne betjene dig. 

Men hvad er rekorden så? 
HOS MORMOR har fået lavet en Top 3, hvor de tre hurtigste tider står. Men det er skam ikke tre forskellige personer, der står på den. For rekordindehaveren, Martin, var nemlig inde og forsvare sin rekord da den blev overgået. Top 3 ser således ud:

  1. Martin - 4 minutter og 40 sekunder
  2. Rasmus - 4 minutter og 42 sekunder
  3. Martin - 4 minutter og 52 sekunder
Kilde: HOS MORMOR