Jazz Randers præsenterer torsdag den 11. maj en af Danmarks allerbedste sangere og sangskrivere, Richard Farrell, der med sin kvartet er på sin release tour i forbindelse med udgivelsen af det højt roste album ”Bathing In Cold Water”, der har fået fine anmelselser ikke kun her i landet, men også og ikke mindst fra det anerkendte franske magasin Soul Bags. Koncerten finder sted på Underværket.
I musikbranchen betragter de fleste Richard Farrell som en dansk musiker, men han har nu kun boet her siden 2015 – kommet hertil fra Dublin i Irland, hvor han startede sin musikalske karriere som 16-årig primært udi blues og soul.
Efter at have sat sine fødder på dansk grund har Richard Farrell optrådt i mange forskellige sammenhænge, og han har været med til at vinde Danish Blues Challenge med bandet Trainman Blues, som også har modtaget Danish Music Award for bedste blues album i 2018.
Foto: PR // Richard Farrell er oprindeligt fra Dublin i Irland, men har udfoldet sin musikalske karriere i Danmark siden 2015.
Richard Farrell er først og fremmest singer-songwriter, selv om han også er en fremragende musiker og producer. Og han afsøger alle grænser – tekstmæssigt fra hverdagshistorier til tankefulde sange om livet og naturen, som vi lever i.
”Bathing In Cold Water” er et smukt gennemført album, hvor jazzrytmerne og gospelstemningen er klædt harmonisk på af Farrells egne diskrete jazzakkorder, vidunderligt klaver fra Lars Emil Riis med sine lette jazzstemninger, levende trommer fra Lars Heiberg Andersen og den afslappede præcise kontrabas udført af Spencer Gross. Stor klasse fra alle fire musikere.
Det er et stærkt internationalt navn, der står på Underværkets scene 11. maj. Nok skriver Richard Farrell selv de fleste sange, men han holder sig ikke tilbage fra at spille andet og f.eks. fortolke Lovin’ Spoonful’s smukke "Coconut Grove”.