Onsdag den 27. april kl. 10.00 er der indvielse af kunstskoven, der er en del af projektet ’Al verdens Kunst’, hvor borgmester Torben Hansen kommer forbi og klipper snoren. Al verdens Kunst i Nordbyen er et 3-årigt kunst- og kulturprojekt med baggrund i FN’s 17 Verdensmål og er støttet af Slots- og Kulturstyrelsen. De fire bærende kunst- og kulturformer er Land art, Landmark, Sang og Fortællinger i tekst og tale, der alt sammen vil bidrage til vores fælles kunst- og kulturliv i Randers.
Med kulturprojektet bliver kunsten og kulturen bragt i spil med baggrund i tre udvalgte verdensmål: ’sundhed og trivsel’, ’bæredygtige byer og lokalsamfund’ samt ’livet på land’. Projektet forløber frem til foråret 2024, hvor der skal skabes to store kunstinstallationer, også kaldet ’Land art’ samt 5 mindre installationer, der kaldes for ’Landmarks’. Formålet med kunstprojektet er at understøtte et aktivt medborgerskab og at invitere alle borgere ind i området som en del af den øvrige by.
Beboerne i området har været involveret i tilblivelsen af kunstskoven med tilhørende verdensmålsportaler, som er ét ud af de i alt fem landmarks, der vil blive etableret på Nordre Fælled i løbet af de kommende år.
Indvielse af Landmark – alle er velkommen
Onsdag den 27. april kl. 10.00 er der indvielse på Nordre Fælled – i forlængelse af Randers Kommunes verdensmålsfestival, der løber af stablen i uge 17. Her kommer borgmester Torben Hansen og klipper snoren og bliver den første til at gå igennem verdensmålsportalerne og ind i kunstskoven, der er et mindre område mellem Bistaden og verdensmålsskoven. Det foregår ved Nordre Fælled med indgang via den lille sti for enden af Garnisonsvej.
I kunstskoven afsløres de dekorerede kampesten og ”koglekunst”, der hænger rundt i træerne. Koglerne er indsamlet i området og udsmykket af lokale børn og familier. I forbindelse med indvielsen bliver der sunget et nyt vers af Nordbybørnenes verdensmålssang på melodien ”Livstræet”:
Med verdensmål- og genbrugs-tanker,
og træ fra skove her omkring.
Portalerne så smukt sig ranker ,
og snart står sang og kunst på spring.
Lad os lege men passe på verden
og plante, så den bliver grøn
med frisk luft i al vores færden,
så bliver fremtiden skøn.
Flere kunstværker kommer til
Fritidshjemsleder Birgitte Kaas Sørensen fortæller, at der er nedsat en kunstgruppe, der skal arbejde videre med ideer til bæredygtig kunst i den indviede kunstskov. I løbet af de næste år, vil man komme til at se forskellig kunst, der hænger i træerne, som er lavet af de lokale beboere i området. Der vil således komme nye opsætninger løbende, hvor alle borgere kan komme og få nye kunstoplevelser på Nordre Fælled.
Fakta:
- Kunst- og kulturprojektet er forankret hos Bysekretariatet, der er en del af RandersBolig, i tæt samarbejde med Jennumparkens fritidshjem og Randers Bibliotek. Hertil bidrager Nørrevangsskolen og de andre lokale fritidshjem og børnehaver, der er aktivt involverede i udvikling af projektet. Til opbygning af verdensmålsportalerne er der anvendt træer fra Randers Kommunes egne skove, leveret af Natur og Miljø Randers Kommune.
- Bysekretariatet deltager også sammen med Jennumparkens fritidshjem i Randers Kommunes Verdensmålsfestival fredag den 29. april på Jens Otto Kraghs Plads. Ved den fælles stand vil man kunne opleve, hvordan man i Nordbyen har arbejdet med verdensmålene de seneste to år. Derudover kan man høre mere om projektet ’Al verdens kunst’ og de kunstprojekter, der i de kommende år vil udfolde sig på Nordre Fælled. Desuden optræder Jennumparkens Børnekor på scenen, hvor børnene synger sange, der relaterer sig til verdensmålene og arbejdet med ”Al Verdens Kunst i Nordbyen”.