Idømt udvisning og flere års fængsel for besiddelse af skydevåben i Randers

dato

En 36-årig mand er ved Retten i Randers blevet idømt tre år og ni måneders fængsel for besiddelse af flere forskellige slags skydevåben, som blev opbevaret på en adresse i det nordøstlige Randers. Den 36-årige mand blev desuden idømt udvisning af Danmark med et indrejseforbud i 12 år.

En række pistoler, en maskinpistol, en riffel og flere forskellige slags dertilhørende ammunition.

 

Det var bare noget af det, som betjente fra Østjyllands Politi fandt under en ransagning af en garage i det nordøstlige Randers den 20. juni 2023 i forbindelse med efterforskningen af en anmeldt straffesag.

 

Knap to år senere er en 36-årig mand nu ved Retten i Randers blevet kendt skyldig i sagen og idømt tre år og ni måneders fængsel for våbenbesiddelse samt idømt udvisning af Danmark gældende i 12 år efter endt afsoning.

 

”Der ligger et større efterforskningsarbejde bag sagen, som nu har ført til, at den 36-årige har fået sin mærkbare dom, og politiet og anklagemyndigheden har også undervejs haft et tæt samarbejde med flere udenlandske myndigheder. Derfor er jeg også ganske tilfreds med rettens vurdering af de alvorlige forhold, da de udfundne våben blev opbevaret på en adresse midt i et boligområde, hvor de lå klar til brug,” siger senioranklager Rosa Pape fra Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi.

 

Den 36-årige var tiltalt for at have besiddet og opbevaret de mange våben og tilhørende ammunition i perioden fra den 27. august 2022 frem til den 20. juni 2023, hvor politiet fandt frem til dem i garagen.

 

En 37-årig medgerningsmand er tidligere blevet idømt tre år og seks måneders fængsel i sagen ved byretten.

 

Var internationalt efterlyst og blev anholdt i Tyskland

Den 36-årige mand blev anholdt af betjente fra Østjyllands Politi i Padborg den 1. oktober 2024 i forbindelse med, at han blev overdraget til de danske myndigheder fra det tyske politi.

 

Forud for sin anholdelse ved den dansk-tyske grænse havde den 36-årige mand været internationalt efterlyst i offentligheden af Østjyllands Politi med både navn og billede, da han var mistænkt i sagen om besiddelse af skydevåben på adressen i Randers NØ. Den efterlysning førte i starten af august 2024 til, at han blev anholdt i Tyskland.

 

”Der er tale om en meget alvorlig sag, hvor den 36-årige i forening med en allerede dømt medgerningsmand under særligt skærpende omstændigheder har modtaget og besiddet en række ulovlige våben med tilhørende magasiner og patroner. Det er glædeligt, at politiet fandt frem til de mange våben, før de evt. blev anvendt til at begå yderligere alvorlig og personfarlig kriminalitet,” siger senioranklage Rosa Pape.

 

Den 36-årige, der er statsløs Palæstinenser, har siddet varetægtsfængslet i sagen siden sin anholdelse i oktober 2024, hvor han efter udleveringen til Danmark blev fremstillet i et grundlovsforhør. Han skal forblive varetægtsfængslet, men har anket dommen til landsretten med påstand om formildelse, herunder frifindelse med påstand om udvisning.

 

Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi har indstillet til, at sagen kontraankes ved statsadvokaten med henblik på strafskærpelse.

 

I forbindelse med domsafsigelsen blev alle pistoler, maskinpistolen, riflen og diverse tilhørende patroner og magasiner til ammunition konfiskeret med henblik på senere destruktion.

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Østjyllands Politi.
Kilde: Østjyllands Politi

Seneste på facebook