“Da de spurgte mig, hvorfor jeg søgte jobbet hos Volkswagen, smed jeg min egen bilnøgle på bordet.”
Første gang Jacob Jørgensen drejer ind på matriklen i Randers, er han kun 20 år gammel.
Om det var på grund af sin unge alder, eller til trods for den, turde Jacob godt fremvise sit kneb med bilnøglen i håb om, at det ville score ham jobbet hos Volkswagen ved Jydsk Automobil Centrum.
“Måske det var lidt for kækt. Men det virkede, for kort efter blev jeg ringet op med beskeden om, at jeg kunne starte som weekendhjælper,” forklarer Jacob.
Det er nu gået tolv år siden Jacobs modige træk gav ham en fod inden for.
I dag har han skiftet weekendhjælper-titlen ud og på CV’et skriver han nu i stedet salgschef for Volkswagen Randers og Grenaa.
Fritidsjob med fart på
Samtidig med, at Jacob Jørgensen gav en hånd med på den bilglade arbejdsplads, havde han også sin daglige gang på Aarhus Erhvervsakademi.
Her læste han i to et halvt år, og har i dag en uddannelse som biløkonom med i sin faglige bagage:
“Uddannelsen fokuserer blandt andet på nytænkning, biljura, finansiering, leasing, værkstedsøkonomi og procesoptimering,” forklarer han.
Volkswagen-forhandleren på Grenåvej 14 blev hurtigt Jacobs andet hjem:
“Jeg var der gerne hver søndag og pludselig tog det fart, jeg begyndte at komme om eftermiddagen, og når jeg kom fra uddannelsen, skyndte jeg mig forbi.”
Foto: Privat // Fra venstre salgsrådgivere Morten, Peter, Steffan og salgschef, Jacob
Jacob Jørgensen endte faktisk med at bruge så meget tid ved Volkswagen, at han måtte betale sin SU tilbage:
“Jeg brændte så meget for det bilsalg, at lektierne som oftest blev klaret i de senere aftentimer.”
Guldhædret af Volkswagen
Jacob er ikke typen, der sidder stille og derfor er hverdagen sjældent kedsommelig:
“Vi sælger tæt på 2000 biler årligt, og de skal jo også købes, før de kan sælges,” forklarer den 32-årige salgschef.
Lige i øjeblikket lider bilproduktionen også under mangel på mikrochips, så der er ekstra travlt på denne front for Jacob, som også kører mellem de to forretninger.
Til trods for, at jobbet hos Jydsk Automobil Centrum til tider kan være hektisk, er det også en hverdag med stort, arbejdsmæssigt råderum og frihed under ansvar:
“Det giver mulighed for udvikling, fordi der er plads til det. Derfor har jeg også selv fået lov til at prøve mange ting af, vi kan lære af og måske tage med videre.
Det er ikke alle steder, man får lov til den slags og det sætter jeg stor pris på.”
Jacobs stærke arbejdsmoral og store passion for Volkswagen betyder, at han får overrakt Guldnålen tilbage i 2019. Branchens ultimative hæderspris, som kun få opnår.
“Jeg er enormt stolt af den pris og den viser, at man giver den en ekstra skalle, når man er glad for sit arbejde, som jeg i høj grad er,” forklarer han.
Dyrker netværket
Den randrusianske Volkswagen-forhandler værner om team-spirit og “customer first”-mottoet i firmaet:
“Vores vision er at gøre en forskel gennem vores grundighed, dialog og kvalitet. Vi vil være en virksomhed, man er begejstret for - både som kunde og medarbejder. Vi samler på tilfredse kunder,” understreger Jacob.
Som salgschef i en lokalt forankret virksomhed, er en kunde heller aldrig “bare” en kunde, men en ven, en bekendt, en nabo eller en helt fjerde, du har, eller får en relation til:
“Jeg er inspireret af mennesker. Der ligger en historie bag hver kunde og med interesse for deres verden, danner man gode relationer gennem flere bilhandler over tid,” fortæller han.
Foto: Privat /// En veludstyret Tiguan Elegance til salg hos VW Randers
Volkswagen er et køretøj, man kan regne med, præcis som Jacob Jørgensens kompetente indsats og menneskekender-evner i bilhuset.
Nye biludsigter
Spørger man Jacob, befinder Bilbranchen sig i en vild og elektrisk udvikling.
En udvikling, der især skyldes, at den typiske bilkunde ikke beholder sin bil i seks til otte år, som tidligere:
"Kunderne i dag ønsker mobilitet og frihed til at vælge og ikke mindst skifte. Bilskiftet sker tidligere, hvilket er muligt, med de mange muligheder, som byder sig i dag,” fortæller salgschefen.
Volkswagen ved Jydsk Automobil Centrum tilbyder mobilitet på mange måder i form af forskellige leasingtyper af forskellig varighed. Et bilkøb i dag er som oftest en samlepakke - en totalløsning - hvor både forsikring, serviceaftale og finansiering indgår:
“Vi brygger på nogle tiltag, som skal gavne os og vores kunder på dén front. Men vi holder på hemmeligheden lidt endnu, indtil vi er klar til at launche.”
Du kan læse mere om Jydsk Automobil Centrum A/S og Volkswagen Randers på hjemmesiden her.