Ejeren af AutoClean i Randers, Leif Qvist Domino, har altid vidst, at han på den ene eller anden måde skulle arbejde med biler. I dag er hans passion blevet til hans levebrød.
Leif Qvist Domino er selvstændig og driver til dagligt AutoClean i Randers, der tilbyder alt inden for vask af biler og indvendigt rengøring samt polering og coating.
Han har tidligere arbejdet som klargører hos to bilhandlere i Randers, men valgte for knap tre år siden at gå selvstændig i eget firma.
”Det har altid været min store drøm at starte mit eget, og da jeg så fik muligheden for at rykke ud i lokalerne ved Danevang Auto, så sagde jeg ja tak. Det er min passion, der nu er blevet til mit arbejde,” fortæller han.
Lokalerne, som AutoClean huserer i, ligger ved siden af Danevang Auto, hvor Leif også får mange biler fra. Det er nemlig ikke kun privatpersoner, der benytter sig af servicen hos AutoClean.
Dog kan der være forskel på, hvor lang tid en service tager alt efter, om kunden er privat eller erhverv.
”Hvis jeg skal udføre en komplet til en bilforhandler, tager det typisk en dag, da polering til en bilforhandler ikke er poleret på en grov måde, ligesom biler til privatpersoner er. Og bilforhandlere sparer måske der, hvor de kan spare, og får så ikke den grove behandling, som privatpersoner får” fortæller ejeren.
Antallet af køretøjer, som Leif servicerer på en dag, er meget varierende.
”Hvis det fx er en rengøring og en polering, så har jeg ca. én bil igennem på en dag.”
Polering og coating giver en skidt- og vandafvisning af lakken Foto: Auto Clean v/Leif Quist Domino.
Damp er et no-go
Når kunderne spørger efter en polering, har de mulighed for enten af vælge en polering med voks eller en keramisk coating, som er en meget hård lakbeskyttelse.
Sidstnævnte er den hårdeste og mest holdbare overfladebehandling. Keramisk coating binder sig permanent til lakken og er særlig kemiresistent. Kemiresistent betyder, at du fx kan vaske din bil i en stærk sæbe eller bruge tjærefjerner, uden at du skylder coatingen af.
Keramisk coating har to-års livstid.
Når ejeren skal gennemføre en vask eller indvendig rengøring af en bil, har han nogle helt særlige forbehold.
”Jeg slår hårdt ned på ikke at bruge damp, hvilket der ellers er mange, som bruger. Men det udtørrer plastikken i bilen, og dampen kan risikere at komme ind i elektronikken.”
I stedet bruger Leif ”gammeldags vinylpleje”, og når han fx skal rense sæder, anvender han en mini tæpperenser til at suge skidtet væk.
Ifølge ejeren kan der være en stor fordel i at få poleret med voks eller coatet sin bil.
”Polering og coating giver en skidt- og vandafvisning af lakken. Så hvis din bil er coatet, kan du i princippet hælde en spand vand henover, og vandet vil så prelle af.”
Når Leif skal vaske en bil, er han meget bevidst omring at bruge materialer, der er skånsomme mod bilen.
”Mange mennesker bruger i dag vaskehal, når deres bil skal vaskes. Jeg er nok lidt miljøskadet, men jeg ser det jo som tortur af lakken. Vaskebørster, som man har i vaskehaller, er ikke gode mod bilens lak.”
Ejeren har nogle helt særlige LED-lys, så han nemt kan se alle ridserne på de biler, han får ind.
”Her kommer det til syne, at folk har været en tur i vaskehallen,” tilføjer han.
Når Leif vasker en bil med håndekraft, bruger han derfor altid børster, der er lavet af mikrofiber, ligesom han også altid tørrer med mikrofiber bagefter, så bilen ikke bliver ridset.
Det er ikke kun biler, som får en kærlig hånd hos Leif. Også cykler, mountainbikes og knallerter har godt af en "coating". Foto: Auto Clean v/Leif Quist Domino.
Servicen skal være i orden
Står det til ejeren af AutoClean, er jobbet som selvstændig meget optimalt. Han kan nemlig godt lide at være herre over egen arbejdsdag samt at have kontakten til kunderne.
”Jeg sætter en ære i mit arbejde, og jeg kan godt lide en-til-en arbejdet. Det er mig, kunderne snakker med, og det er mig, der udfører arbejdet.”
Der er en del tilbagevendende kunder, og ejeren håber og tror på, at de har en god oplevelse hos ham.
”Jeg er meget passioneret omkring mit arbejde, og jeg ved, at der er mange, der også synes det. Jeg går meget op i, at det arbejde, jeg udfører, skal være i orden,” fortæller Leif Qvist Domino.
”De fleste mennesker, kan godt finde ud af at gøre en bil ren indvendigt, men en polering er ikke noget, man bare lige gør. Jeg synes, polering klart er det sjoveste at udføre, da det er her, man kan se den største forskel” tilføjer ejeren.
Det er særligt vigtigt for Leif, at kvantitet ikke overtrumfer kvalitet i hans firma. Det tager nemlig tid at udføre en god service.
”Det er ikke bare en pengemaskine. Det må tage den tid, det tager, bare det er i orden. Og der kommer ikke noget ud ad døren, som jeg ikke selv er tilfreds med.”
Du kan læse og se mere om de forskellige services hos AutoClean enten på Facebook eller på hjemmesiden her.