I dag kl. 09.30 finder der et grundlovsforhør sted ved Retten i Randers, hvor anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi fremstiller en 32-årig mand. Han er sigtet for medvirken til et overfald på en 20-årig mand, der fandt sted i Asferg i midten af juni. Overfaldet involverede grov vold, røveriforsøg og afpresning.
Den 32-årige mand, som tidligere har været offentligt efterlyst, meldte sig selv til politiet onsdag eftermiddag og blev anholdt kl. 13.35. Østjyllands Politi har efterfølgende slettet efterlysningsoplysningerne.
I sagen sidder en 19-årig mand allerede varetægtsfængslet. Han blev anholdt mandag aften i Billund lufthavn. En formodet medgerningsmand er fortsat på fri fod.
Anklagemyndigheden vil anmode om lukkede døre ved grundlovsforhøret.