Onsdag kl. 13.15 fremstiller anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi en 25-årig mand i grundlovsforhør ved Retten i Randers. Den 25-årige er sigtet for flere bedrageriforhold.
Ifølge sigtelsen har den 25-årige mand under falsk navn sat koncert- og festivalbilletter til salg på Facebook. Når han modtog penge fra køberne, afbrød han kontakten uden at sende billetterne. I alt har han ifølge sigtelsen snydt syv borgere for cirka 20.000 kroner i løbet af maj og juni.
Østjyllands Politi mistænker den 25-årige for at stå bag flere lignende forhold og efterforsker nu sagen nærmere. Dansk politi modtager løbende mange anmeldelser om lignende svindel med billetter.