Greb ud efter betjents pistol – idømt to års fængsel

Profilbillede
dato

En 24-årig mand blev tirsdag ved Retten i Randers idømt to års ubetinget fængsel for at have forsøgt at få fat i en politibetjents skydevåben under en anholdelse i marts i år.

Natten til den 23. marts rykkede Østjyllands Politi ud til et overfald på en beværtning i Grenaa, og den formodede gerningsmand blev efterfølgende anholdt i en lejlighed i nærheden. På samme adresse befandt den 24-årige mand sig også, og han blev aggressiv og opfarende, da han så politiet. 

Da betjentene ville anholde ham, gjorde han kraftigt modstand, mens han råbte flere trusler rettet mod dem, og han forsøgte gentagne gange at trække den ene betjents pistol op af hylsteret. Desuden prøvede han flere gange at få fat i en kniv, han havde i baglommen. 

Særdeles alvorligt og farligt

Det lykkedes dog betjentene at få lagt ham i håndjern og transporteret til politistationen uden, at nogen kom til skade. Den 24-årige blev varetægtsfængslet, og tirsdag blev han så dømt for trusler mod betjentene og forsøg på besiddelse af skydevåben under særligt skærpende omstændigheder. 

”Vi har desværre set flere af de her tilfælde, hvor man forsøger at få fat i betjentes skydevåben, typisk i forbindelse med en anholdelse. Det er jo særdeles farligt og kan ende helt galt, og dommen her viser, hvor alvorligt retten også ser på den slags sager, ” siger specialanklager Jakob Beyer. 

Den 24-årige nægtede sig skyldig. Han modtog dommen. 

 

Denne artikel er skrevet af Martin Johannes Madsen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Østjyllands Politi.
Kilde: Østjyllands Politi

Seneste på facebook