De sidste to år har corona spændt ben for et fysisk åbent hus på Campus Randers. Men i år kan uddannelsessøgende igen komme inden for dørene på Jens Otto Kraghs Plads 3 og møde de uddannelser, som de er interesserede i og få svar på det, de er i tvivl om.
”Vi er utrolig glade for, at vi igen kan byde velkommen inden for til fysisk åbent hus i alle de 11 byer, hvor vi udbyder uddannelse i Region Midtjylland. De seneste to år har vi måtte omlægge til en virtuel udgave af åbent hus, da vores campusser var lukkede på grund af corona. Men nu kan vi endelig møde vores potentielle studerende igen uden en skærm imellem os,” fortæller Gitte Sommer Harrits. Hun er prorektor i VIA University College og den øverst ansvarlige for alle VIAs uddannelser.
På Campus Randers er der åbent hus tirsdag den 22. februar klokken 17.00-20.00. Her bliver det muligt at møde VIAs uddannelser til professionsbachelor i skat, psykomotorisk terapeut, pædagog og sygeplejerske.
Campus er åbent
”Mange unge er helt naturligt i tvivl og har mange spørgsmål, når de skal vælge videregående uddannelse. Derfor prøver vi at oplyse og vejlede dem, så godt vi kan. I den sammenhæng er åbent hus et af vores vigtigste tilbud, fordi undersøgelser viser, at netop deltagelse i åbent hus ofte hjælper de unge godt i processen med at få afklaring,” forklarer prorektor Gitte Sommer Harrits.
Til åbent hus på Campus Randers vil der være oplægsrunder på alle uddannelser, hvor man kan få mere at vide om blandt andet praktik, undervisningsformer og hverdagen som studerende.
Samtidig bliver der mulighed for at stille spørgsmål til studievejledere og nuværende studerende om adgangskrav, studiemiljø og alt det andet, der fylder, når man skal vælge uddannelse.
Næste ansøgningsfrist til de videregående uddannelser er 15. marts kl. 12.00 gennem kvote 2.
Fakta om åbent hus på VIA i Randers
Tid: Tirsdag den 22. februar 2022, kl. 17.00-20.00
Sted: Campus Randers, Jens Otto Krags Plads 3, 8900 Randers
Mød uddannelserne: Professionsbachelor i skat, psykomotorisk terapeut, pædagog og sygeplejerske samt forberedelseskurser for indvandrere og flygtninge.
Info og tilmelding: via.dk/aabenthus