Næste år markerer året, hvor Kristian Elgaard runder et halvt århundrede med saksen i hånden. Til trods for, at han har rundet de 75 år, har han ingen planer om at slippe sit tag om frisørværktøjet inden for nærmeste fremtid.
Kalenderen skriver 1965 og Kristian er en ung knægt fra Aarhus, der lige har rundet sit 18. leveår. Han var netop blevet udlært som frisør og med ét var han klar til at starte det, der skulle blive et langt frisøreventyr.
“Jeg blev udlært en søndag, om tirsdagen tog jeg til Stockholm og onsdag begyndte jeg at arbejde,” fortæller Kristian.
Oprindeligt var tanken ikke, at Kristian Elgaard skulle ende som frisør, for købmandsfaget hev også i ham. Inden han væbnede sig med saksen, søgte han læreplads hos en købmand i Lisbjerg, men han mente ikke, at det var den vej, Kristian skulle gå.
Frisøreventyret startede allerede i Danmark, da han gik i lære som frisør, men han endte med at tilbringe de næste syv år i den svenske hovedstad, indtil han rykkede teltpælene op og rykkede tilbage til Danmark:
“Jeg forpagtede tre saloner i Sverige, men da jeg fyldte 26 år, rykkede jeg tilbage og flyttede til Randers."
Med et smil i stemmen fortæller Kristian, at han i hvert fald ikke havde tænkt sig at dø som svensker og det holdt han så sandelig fast i, for det er stadig i de randrusianske Elgaard-saloner, han har sin daglige gang.
Frisuremester i Randers
Efter Kristian vendte snuden hjemad, startede han sin egen salon op i Slotscenteret.
Den 15. marts 2022 kunne indehaver af Elgaard Cityfrisøren fejre 49 års jubilæum og der er stadig lige så travlt nu , som der har været de sidste mange årtier.
“Det koster noget at starte noget op, og det kræver, at man er villig til at ofre sig selv arbejdsmæssigt,” fortæller frisøren.
Til trods for, at det på Kristian lyder som en intens opgave at starte og drive saloner, understreger han, at han alle dage har elsket det:
“Dengang, som nu, står jeg glad op hver morgen og glæder mig til at møde ind på arbejde."
I 1973, da Kristian startede op i Slotscenteret, så det en hel del anderledes ud, end den dag i dag. Dengang bestod centeret af 20 til 25 små, specialbutikker.
“Dengang var det en herresalon, hvor jeg stod jeg alene på førstesalen, i en del af de lokaler, Slotskroen huserer i dag,” fortæller han.
Foto: Model brud // Lene Binder
Inspiration fra udlandet
Når Kristian mindes den første tid i salonen, husker han den som forholdsvist stille, indtil det pludselig tog fart og der blev travlt.
Året efter åbnede han sin første damesalon, hvor det gik så godt, at salonen beskæftigede 25 ansatte allerede i 1976.
“Da jeg havde åbnet damesalonen, fik jeg den idé at tage til London og besøge Vidal Sasoon frisøren, hvor jeg tillærte mig nogle nye klipninger, som var meget in i tiden,” mindes han.
Kristians salon fik et samarbejde op at køre med London-frisøren. Og det er netop dét samarbejde, han tilskriver damesalonens succes:
“De klippeteknikker og den inspiration faldt i god jord og vi fik enormt travlt i salonen, for vi var de første uden for København, der havde sådan et samarbejde."
Randrusianerne blev hurtigt glade for de moderne teknikker, der blandt andet var karakteristeret af skarpt klippede kanter. Kristians frisørsucces fortsatte stødt.
Et salon-imperium
I slutningen af 70’erne driver Kristian Elgaard altså to saloner i Randers med stor succes. Det gav ham blod på tanden og mod på at åbne endnu flere saloner.
“Herefter startede jeg kæden, Jensens Frisørhus op, den bestod af otte til ti saloner, som alle lå placeret udenfor Randers."
At kæden fik navnet efternavnet ‘Jensen’ indikerede, at det var en frisør, som var tiltænkt Hr. og Fru. Danmark - en familiefrisør, hvor alle kunne kigge ind forbi.
“Jeg solgte salonerne løbende i slutningen af 90’erne, og efterfølgende startede jeg en ny kæde op, som hed Elgaard In,” fortæller frisøren.
Da Elgaard In var på sit højeste, bestod den af 18 saloner med cirka 120 ansatte, spredt fra Limfjorden helt ned til grænsen. Det betød, at han brugte en stor del af sin tid på at køre rundt og besøge alle butikker:
“Jeg var på farten fuldtid, jeg snakkede med bestyrerne, var ansvarlig for annoncering og ansættelserne i butikkerne."
I 2005 solgte Kristian fire af salonerne og to år senere solgte han yderligere 11. I alt er det blevet til 30-40 saloner, Kristian har haft hænderne i, siden eventyrets begyndelse i 60’erne.
“Jeg har gået og hygget mig med-, om- og i butikkerne, bygget dem op of fået dem solgt."
Foto: Model konfirmand // Lene Binder
Tid til hobby og fordybelse
Nu skriver kalenderen 2022 og Kristian Elgaard står som ejer af de to tilbageværende saloner i Randers.
“Vi har Elgaard City Frisøren i Slotscenteret og Mr. Elgaard i Rådhusstræde, som i alt har 13 medarbejdere ansat,” fortæller han.
Hertil kommer, at Kristian lejer en salon ud på Østervold - men generelt er tempoet sat ned.
“Jeg er pensionist, og selvom jeg stadig driver forretning, vil jeg have tid til at nyde livet og mine hobbyer, hvor jeg spiller golf og går på jagt."
Særligt sidstnævnte hobby har sat sit præg på førstesalen i City Frisøren. Her finder du nemlig en hel væg fyldt med gevirer, og på de andre vægge hænger forskellige dyre-trofæer, blandt andet en kudu, en orix og en blisbuk. Gulvet er sågar udsmykket med bjørneskind fra Canada.
Kristians kone, Lene Binder, der ligeledes er frisør og den daglige leder af Mr. Elgaard, deler også hans passion for jagt.
Det er ikke kun i City Frisøren, der er gjort noget særligt ud af indretningen. Også herresalonen - Mr. Elgaard - er flot dekoreret med Chesterfield-møbler og en lounge, hvor kunderne kan nyde en whisky, øl, kaffe eller te i ventetiden.
“I Mr. Elgaard er det rene mandekunder, vi klipper. Det er drenge og mænd i alle aldre. Og selvom vi ikke barberer, retter vi også skæg til,” uddyber Kristian.
Mindes livet som frisør
Den lange karriere, Kristian endnu gør sig i, har givet ham tid til at tænke tilbage på frisørlivet. Et liv, som han er meget glad for, han valgte,
“Jeg kunne ikke tænkte mig at vågne op om morgenen og så ikke have mine butikker, jeg holder af håndværket og medarbejderne,” fortæller han.
Især fremhæver han medarbejderne i forbindelse med sin succeshistorie.
“Jeg er så heldig at have hjælp fra min daglige leder, Jette Brix, der varetager Elgaard Cityfrisøren og min kone, Lone, i Mr. Elgaard."
Mange af Kristians medarbejdere har arbejdet i salonerne i mange år og Jette har eksempelvis været ansat i over 30 år og var ligeledes hans højre hånd, da han brugte størstedelen af tiden på de danske landeveje.
Men hvad skyldes Elgaards stadige popularitet?
Kristian fortæller, at en anden årsag til succesen gennem årene skyldes, at de har været gode til at følge med tiden og moden, for at bevare den gode fornemmelse for, hvad folk vil have.
“Vi har to stærke farvespecialister - og to andre, der er afsted på farvekurser løbende. Det er farven, vi kører meget på, for det har vi godt styr på."
Også de hyggelige butiksmiljøer tiltaler kunderne, og det er heller ikke kun de kunder, der har kendt os i snart 50 år, der ligger vejen ind forbi den erfarne frisør.
“De faste kunder har sørget for god mund-til-mund omtale, og det er den slags reklame, der er allerbedst,” siger Kristian.
De to frisørsaloner kører med klipning, uden krav om tidsbestilling og det har også talt i Elgaards favør, da det betyder, at folk kommer ind og får ordnet lokkerne, uden at de behøver planlægge efter det.
Kristian og teamet glæder sig til at byde dig velkommen i salonerne - hvad end det er i Slotscenteret eller hos Mr. Elgaard - hvor du kan nyde en forfriskning, mens du venter.
Læs mere om salonerne, find åbningstider og kontaktoplysninger på hjemmesiden her.