Første seniorkamp for Randers Q blev til nederlag

Randers Q Serie 2 Kvinder (Foto: Morten Hyldgaard)
Profilbillede
dato

Efter en hård kamp endte torsdagens opgør mod Hersom/Bjerregrav IF med, at Randers Q indkasserede et nederlag på 2-0, i deres første seniorkamp nogensinde.

Cheftræner for Randers Q, Morten Løbe Hyldgaard, kommer med sine tanker om kampen:

“Den første Randers Q-kamp nogensinde som senior, blev en kamp vi kan være enormt stolte af. Vi kommer jo med et ekstremt ungt seniorhold. På trods af et smalt nederlag, så er jeg, og hele trænerteamet bare pavestolte. Vi har dobbelt så mange chancer som dem, og vi kunne sagtens have fået både 1 og 3 point med hjem.”

Selvom man havde håbet på mere, så måtte Randers Q konstatere, at der er væsentligt bedre modstand i seniorrækken. Morten Hyldgaard mener også, at der er plads til forbedring:

“De får deres første mål efter 2 minutter, og det er brandærgerligt, for der går en time inden de får en chance igen. Det er lige de her små børnefejl, der kommer med unge spillere."

"Vores relationer i angrebsspillet skal også forbedres, men det er heller ikke noget vi har arbejdet ret meget med endnu. Tre spillere med krampe, er måske lige rigeligt, men det er også første gang de spiller 2x45 minutter.”

Oven på nederlaget til Hersom/Bjerregrav IF, er der nu ekstra fokus frem mod næste kamp og selvom det endte med et ærgerligt nederlag, fremhæver cheftræneren følgende:

“Der er ingen tvivl om, at vi var betænksomme ift. hvordan den unge Clara ville klare sådan en opgave på backen. Lige nyoprykket U18-spiller og en lille "pind", som hun selv siger. Men alle bekymringer blev gjort til skamme, også hendes egne! Hun spillede en kanon kamp, både med og uden bold."

"Derudover AS (Anne-Sofie) i en ny rolle på 6'eren, som gav noget ro i vores opbygningsspil.”

I næste omgang er det Hadsund B, som Randers Q møder til et opgør på Ulvehøj Idrætscenter. Kickoff klokken 19:00, tirsdag den 23. august.

Kampens resultat: 2-0 til Hersom/Bjerregrav IF
Række: Kvinder Serie 2 - Efterår 2022

Kilde: Cheftræner Morten Løbe Hyldgaard, Randers Q - Kvinder Serie 2 - Efterår 2022

Seneste på facebook