Østjyllands Politi melder om 2 tilfælde om narkosalg i den seneste døgnrapport.
Ung mand solgte hash via Snapchat
Onsdag blev Østjyllands Politis specialpatrulje bekendt med, at der blev solgt narko via en Snapchat-konto i Randers. Kl. 18.55 onsdag aften opsøgte betjentene sælgeren, en 16-årig dreng, der, sammen med en anden, sad i en bil på Fredensgade. Ingen af de to personer i bilen havde narkotika på sig, men i bilen fandt betjentene en mindre mængde hash, der lå oven på en taske samt endnu noget hash og en digitalvægt nede i den 16-åriges taske.
Den 16-årige blev anholdt og sigtet for narkobesiddelse med henblik på videresalg. Betjentene kørte derefter hjem til den 16-åriges mor, der blev gjort bekendt med anholdelsen, og med at betjentene også ønskede at ransage på drengens værelse, hvor de dog ikke fandt noget narko. På grund af drengens alder blev de sociale myndigheder også orienteret om sagen.
Mand havde narko i lejligheden
Onsdag kl. 16.30 besøgte Østjyllands Politis specialpatrulje en adresse i Randers NØ, hvor de havde mistanke om, at der blev opbevaret og solgt hash. Da betjentene bankede på, åbnede lejlighedens 22-årige mandlige beboer, der fik besked på, at politiet gerne ville kigge nærmere på hans lejlighed.
I forbindelse med ransagning af lejligheden fandt betjentene både kokain, hash og skunk samt andre indikationer på, at der ikke kun blev opbevaret, men også solgt narkotika på adressen. Den 22-årig mand blev derfor anholdt og sigtet for salg af narkotika.