B 65 Fjorden havde taget turen til Dronningborghallen, men Team Nord Øst's U13-piger sendte gæsterne hjem med cifrene 16-7.
Efter en mindre god start, formåede pigerne at spille sig op igen, hvilket gav dem sejren. Derfor var Nord Øst-træner Maria Hvid ganske tilfreds da vi fangede hende til en reaktion på kampen.
“Langsom start, hvor vi mangler tempo og koncentration i første halvleg. Men på trods af en vanskelig start holdes gejsten oppe, og der kæmpes videre over hele linjen. I anden halvleg er vi mere klar, vi får kørt vores aftaler og spiller hinanden gode. Alle mand byder ind og skyder på mål, så sejren bliver hevet hjem som et hold.”
Hvad fungerede godt for jer i dag?
“Vores forsvar helt klart! Vi står i forsvar en stor del af kampen, men vi er tålmodige og det betaler sig. Vi står sammen på buen og kæmper godt. Vi har flere gode forsvarsaktioner, hvor vi får læst deres spil godt og fisker et par bolde, som sætter vores kontrafase godt i gang. God fart i kontrafasen, hvor vi får løbet godt og spiller os frem til flere chancer.”
Maria Hvid understreger til sidst, at det var en helstøbt holdindsats der gav pigerne sejren.
“Hele holdet kæmper sejren hjem.”
På søndag den 30. oktober skal Team Nord Øst møde Hadsten Håndbold 2. Kampen fløjtes i gang klokken 11:30 i Dronningborghallen.
Kampens resultat:
16-7
til
Team Nord Øst
Række: U13 Pige B