Fagprøve sætter fokus på Dior: Meget mere end blot Couture

dato

Af Victoria Persson Iversen

Victoria Persson Iversen gennemfører fra 23. november til 30. november sin fagprøve til uddannelsen som salgsassistent, materialist og helsekostvejleder i Matas i Brødregade 7 i Randers.

Det bliver med alt fra live-shopping på Facebook til kabinebehandlinger, når Victoria Persson Iversen i slutningen af november skal gennemføre sin fagprøve til sin uddannelse som salgsassistent, materialist og helsekostvejleder.

Fokus bliver på det franske couturemærke Dior, som hun ønsker at skabe mere opmærksomhed omkring. 

”Dior er meget mere end blot couture. Det er meget andet end de store, smukke kjoler og eksklusive tasker. Dior er også hudpleje baseret på blomster og videnskab, der er bragt sammen på en måde, man sjældent ser. Effektivt, kreativt og i den grad naturligt. Det ønsker jeg at skabe opmærksomhed omkring til min fagprøve, hvor man vil have mulighed for at opleve alt det, Dior kan, i butikken,” siger Victoria Persson Iversen.

Fagprøven finder sted i Matas i Brødregade 7 i Randers fra den 23. november til den 30. november 2021. I løbet af fagprøven vil der være en lang række forskellige arrangementer, inspirationsaften og andre tiltag i butikken. Ting, som Victoria Persson Iversen har brugt lang tid på at forberede.

”Til trods for min unge alder, har jeg arbejdet i Matas rigtig længe. Jeg er faktisk lige startet på mit syvende år her! Da jeg gik i folkeskole, var jeg så heldig, at jeg blev ansat som assistance i den daværende butik i Torvegade. Her brugte jeg rigtig mange timer og weekender på at gøre noget, som jeg virkelig elskede – også gennem gymnasiet. Det er også grunden til, at jeg er her, den dag i dag. Hver dag elsker jeg at stå op og tage på arbejde. Det er mit andet hjem og familie. Og fra første dag forelskede jeg mig i Dior! De kan bare noget, som mange andre ikke kan, hvilket er grunden til, at jeg afholder fagprøve i det.” 

Victoria Persson Iversen glæder sig til at kunne fremvise de kompetencer og den viden, hun har opbygget de seneste seks år i Matas, herunder de seneste to under uddannelse. Og efter fagprøven kan hun se frem til en eksamen, som finder sted i udgangen af januar - og derefter kan hun endelig kalde sig salgsassistent, materialist og helsekostvejleder.

Nysgerrig på mere?
Så kan du se med og blive klar til jul med Victoria live via Facebook-siden ’Matas Life – Brødregade 7’ tirsdag d. 23. november kl. 18.30. Derudover er der stadig ledige billetter til salg til inspirationsaftenen tirsdag d. 30. november kl. 18.30 - billetten koster 50 kroner.

Denne artikel er et læserbidrag. Eventuelle holdninger og synspunkter tilhører forfatteren.

Kilde: Victoria Persson Iversen