Fredag den 11. april skete der et færdselsuheld ved jernbaneoverkørslen på Bjerregrav Stationsvej i det nordvestlige Randers. Lidt efter kl. 13.00 blev en køreledning formentligt påkørt af et køretøj, hvilket medførte, at et tog, som kørte nordpå, rev køreledningen med sig over en strækning på flere hundrede meter. Dette resulterede i skader for flere millioner kroner.
Banedanmark blev ikke orienteret om påkørslen, og politiet har endnu ikke fundet det formodede gerningskøretøj. De har afhørt naboer, lokomotivførere og øvrige myndigheder, men søger nu vidner til hændelsen.
Politiet beder om borgernes hjælp og opfordrer vidner, der var til stede ved Bjerregrav Stationsvej i Randers NV den 11. april fra kl. 13.08 til kl. 13.24, til at kontakte dem. Politiet hører også gerne fra personer med kendskab til sagen på anden vis. Oplysninger kan gives til Østjyllands Politi på telefonnummer 114.