Når slutrunde-feberen raser i det ganske land, så bliver landsholdet samlingspunkt og samtaleemne alle steder fra supermarkedet til hjemme på sofaen. I den randrusianske håndboldklub Kristrup Boldklub fylder EM meget i hverdagen.
EM i herrehåndbold dækker sende fladen fra i aften, hvor de flestes øjne nok er rettet mod kampen kl. 20:30, hvor Danmarks darlings spiller deres første kamp mod Montenegro, og de næste uger frem.
Her bliver kampen i aften blot første af mange, hvis man spørger Kent Smed, træner for 3. Division-Damer i Kristrup Boldklub, og hans hold:
"Vi gætter på, at Danmark går hele vejen, hvis de vel at mærke kan holde sig ude af coronasmitte, samt skader på et par vigtige spiller"
Her er der især to spillere, man i Kristrup Boldklub glæder sig til at følge:
"Vi glæder os meget til at se Mathias Gidsel spille en slutrunde, hvor der vil komme fuld fokus på ham. Derudover glæder vi os til at se om, Rasmus Lauge kan glide ind på et verdensmesterhold. Og selvfølgelig hvordan den defensive del kommer til at stå"
EM er en fast del af hverdagen
Selvom den stigende smitte af Covid-19 har besværliggjort, at man rundt omkring i byerne kan samles og dyrke EM-feberen, så fylder den stadig meget hos de lokale håndboldklubber.
Hos Kristrup Boldklub er EM-slutrunden i hvert fald en fast bestanddel af snakken til træning og i omklædningsrummet, hvor alt lige fra favoritværdighed til startopstilling bliver diskuteret, også på tværs af holdene:
"Der bliver selvfølgelig snakket meget håndbold på holdet, men også på kryds og tværs af holdene i klubben, da alle følger med og alle ser det. Vi prøver derudover at se kampene sammen, hvis vi har mulighed for det omkring træningspassene", fortæller Kent.
Især en potentiel finale håber Kent på, kan blive det helt store samlingspunkt, da alle jo ønsker og håber på at se det danske landshold hive endnu en guldmedalje hjem til trofæskabet:
"Hvis de skulle komme i en evt. finale, så falder den jo gerne på en søndag. Så vil vi selvfølgelig forsøge at stable et evt. fællesarrangement på benene, hvor vi kan se kampen sammen"
I kan også følge håndboldherrerne i aften på TV2 kl. 20:30, når de spiller deres første kamp i gruppe A.
Kristrup Boldklub kan du følge her på VORES Randers, hvor vi fortsat vil dække Kent og hans 3. Divisions damer i det nye år.