EDC Danebo støtter julehjælpen: Alle børn fortjener en god jul

Kasper Thomsen fra EDC Danebo Randers (Foto: EDC)
Profilbillede
dato

Efter et år med kraftigt stigende renter og eksploderende energipriser må alle danskere sande, at det er blevet dyrere at være til.

For nogle er det et spørgsmål om at prioritere og spare lidt her og der, mens det for andre er blevet noget nær umuligt at få hverdagen til at hænge sammen. Ikke mindst enlige forsørgere kan være hårdt ramt, hvilket bliver særligt tydeligt i den kommende jul, hvor vi har tradition for at bruge flere penge end ellers.

På den baggrund har landets EDC-ejendomsmæglere besluttet at støtte Julehjælpen gennem Dansk Folkehjælp med et millionbeløb, hvert år de næste 4 år. Støtten gives gennem EDC-fonden.

- Krisen har ramt os alle, men for nogen er det virkelig hårdt. Jeg er derfor rigtig glad for, at vi har mulighed for at bakke op om Dansk Folkehjælps værdifulde arbejde for at sikre enlige forsørgere en lidt bedre jul. Jeg har det svært med tanken om, at nogle børn skal møde i skole efter jul uden at kunne fortælle om julegaver og julemad, siger Kasper Thomsen fra EDC Danebo i Randers.

Julehjælpen fra Dansk Folkehjælp består af en købmandskurv eller et gavekort på 800 kr. til køb af mad samt et gavekort til en værdi af 1.000 kr. til køb af julegaver til børnene. Julehjælpen gives til enlige forsørgere på overførselsindkomst med hjemmeboende børn under 18 år.

Sidste år fik 12.632 enlige forsørgere julehjælp, hvilket betød at op mod 25.000 fattige og udsatte børn fik en gave og julemad på bordet.

- Desværre er behovet meget større i år på grund af den aktuelle krise. Vi håber nok alle på, at tingene bliver bedre i 2023, men der vil fortsat være brug for en håndsrækning til de fattigste familier, også de kommende år. Vi har derfor indgået en 4-årig aftale med Dansk Folkehjælp om at støtte julehjælpen hvert år med 2 mio. kr., fortæller Kasper Thomsen.

Støttebeløb til Julehjælpen gennem Dansk Folkehjælp går ubeskåret til ansøgerne, som er enlige forsørgere på overførselsindkomst med hjemmeboende børn under 18 år. Ansøgerne valideres af de sociale myndigheder i deres bopælskommune.

Kilde: EDC Danebo // Kasper Thomsen

Seneste på facebook