Randers er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Grundlovsforhør i Retten i Randers kl. 09.30
Østjyllands Politi fremstiller torsdag kl. 09.30 en 29-årig mand i grundlovsforhør i Retten i Randers. Han sigtes for vold begået onsdag morgen mod sin 25-årige kvindelige ekskæreste i en lejlighed i Randers.
Ifølge sigtelsen slog den 29-årige bl.a. kvinden, tog hænderne om halsen på hende og kastede hende hen mod et bord. Kvinden kom umiddelbart ikke alvorligt til skade.
En patrulje kørte til stedet kort efter anmeldelsen om voldsepisoden, og den 29-årige blev anholdt i lejligheden.
**
Grundlovsforhør i Retten i Aarhus kl. 11.30
Østjyllands Politi fremstiller torsdag kl. 11.30 en 36-årig mand i grundlovsforhør i Retten i Aarhus. Han sigtes for forsætlig brandstiftelse ved onsdag eftermiddag at have sat ild til en lejlighed i Vestre Ringgade i Aarhus og på den måde at have udsat flere personer for fare.
Der skete kun skade i den lejlighed, som ilden blev påsat i, og ingen personer kom umiddelbart til skade. Politi og brandvæsen rykkede ud til adressen kl. 16.13, og brandvæsnet fik hurtigt branden under kontrol, inden den nåede at sprede sig til andre lejligheder.
Efterforskningen ledte hurtigt politiet på sporet af den 36-årige, som ca. kl. 19.30 blev standset i sin bil i Brabrand, anholdt og sigtet for brandstiftelsen.
Anklagemyndigheden anmoder om lukkede døre ved grundlovsforhøret, og Østjyllands Politi ønsker derfor p.t ikke at oplyse yderligere om sagen.
**
Grundlovsforhør i Retten i Randers
Østjyllands Politi fremstiller torsdag på et endnu ukendt tidspunkt en 37-årig mand i grundlovsforhør i Retten i Randers.
Den 37-årige er litauisk statsborger, og han sigtes for at have overtrådt sit indrejseforbud. Det er tredje gang, at den 37-årige har overtrådt forbuddet.
Han blev anholdt i nat kl. 2.40 på Randers Sygehus, hvor han havde opført sig aggressivt og skabt uro.
**
Grundlovsforhør i Retten i Aarhus kl. 11.00
Østjyllands Politi fremstiller torsdag kl. 11.00 en 34-årig mand i grundlovsforhør i Retten i Aarhus. Den 34-årige er tidligere idømt en behandlingsdom og udvisning. Det er nu blevet vurderet, at hans behandling er færdig. Hans udvisningsdom skal nu prøves i retten igen, og han fremstilles derfor med henblik på varetægtsfængsling frem til hans sag har været for.
**
Vintervejret skabte udfordringer i trafikken
Onsdag faldt der sne i store dele af Østjylland, og det gav en del udfordringer i trafikken.
I løbet af formiddagen var det særligt Randers-området, der var hårdt ramt. I morgen og formiddagstimerne modtog politiet flere anmeldelser om mindre færdselsuheld, biler der var kørt i grøften og om både personbiler, lastbiler og busser, der havde svært ved at stå fast på de glatte veje. Særligt på Mariagervej ind mod Randers midtby var der udfordringer i løbet af formiddagen.
I løbet af eftermiddagen og aftenen begyndte det for alvor at spidse til, og sidst på eftermiddagen frarådede Østjyllands Politi al unødig udkørsel i Randers og omegn. Dette er dog blevet ophævet igen torsdag morgen.
Ud over snevejret var der også godt gang i blæsten onsdag, hvilket betød flere væltede træer. Dagen igennem, og særligt i aftentimerne, modtog Østjyllands Politi på den anden side af 20 anmeldelser om væltede træer.
Sneen drillede også både lysreguleringer og letbanebomme. I løbet af morgen og formiddagstimerne modtog politiet en god håndfuld anmeldelser fra både Aarhus og Randers om lyskryds, der endte var helt mørklagte, eller hvor lyset ikke skiftede, så man i den ene kørselsretning aldrig fik grønt lys. Derudover kom der to anmeldelser om uvirksomme letbanebomme i henholdsvis Viby og Risskov.
Over middag begyndte politiet også at modtage flere anmeldelser om, at der var meget vand på vejene. Den første anmeldelse kom kl. 14.27, hvor der blev meldt om meget vand under letbanebroen ved Spanien i Aarhus. Der kom også anmeldelser fra Djurslandsmotorvejen, Paludan-Müllers Vej/Randersvej i Aarhus N, Lemming ved Hasselager, Brabrand, Rønde, Hjortshøj og Randers.
Torsdag ligger der fortsat meget sne mange steder i Østjyllands Politikreds. Politiet opfordrer derfor til, at man kører i god tid og tager den tid, der skal til, for at komme sikkert frem. Og hvis man ikke allerede har fået vinterdæk på bilen, så er det nok meget godt at få det gjort hurtigst muligt.
For status på bus- og togtrafikken henvises der til Middtrafik og DSB.
**
Nægtede at oplyse identitet – fik lov at overnatte i detentionen
Natten til torsdag kl. 00.27 blev Østjyllands Politi kaldt ud til en beværtning på Frederiksgade i Aarhus C, hvor personalet gerne ville have hjælp til at bortvise en mand fra stedet. Da betjentene tog kontakt til den tydeligt berusede mand, oplyste de ham om, at han var uønsket på stedet og bad ham om at oplyse navn og fødselsdato.
Manden svarede, at det ville han ikke, hvorefter betjentene forklarede, at han ville blive anholdt og sigtet for overtrædelse af retsplejeloven, hvis han ikke gav dem oplysninger. Dette havde dog ingen effekt på manden, der derfor blev anholdt og sigtet.
Ved ankomst til politistationen oplyste manden sin fødselsdag, og det lykkedes betjentene at finde frem til hans identitet. Den 32-årige mand fik derefter lov til at tilbringe natten til detentionen.
**
Fandt hash og en kniv i bilen
Onsdag kl. 17.39 standsede en patrulje en bil foran politigården i Aarhus. I bilen sad to mænd på 21 og 25 år, der blev gjort bekendt med, at betjentene gerne ville se lidt nærmere på bilen. Under ransagningen blev der fundet en halv plade hash i en skuldertaske, tilhørende den 21-årige mand, der blev sigtet for narkobesiddelse. I bilen blev der i øvrigt også fundet en kniv, som ingen af de to mænd ville vedkende sig. Den blev derfor beslaglagt.
**
Mistænkelig varebil var kendt af politiet
Onsdag kl. 12.24 fik Østjyllands Politi en anmeldelse fra en borger, der på St. St. Blichers Gade i Aarhus havde bemærket en mistænkelig hvid varebil. Borgeren havde set en person samle flere cykler op fra en baggård og putte dem ind i varebilen.
Da politiet ankom til stedet fik betjentene kontakt til føreren af bilen, der viste sig at arbejde for et firma, der er hyret af politiet til at samle hittegodscykler sammen. Han fik derfor lov til at fortsætte sit arbejde.
**
Større færdselsuheld
Onsdag kl. 07.03 skete der et færdselsuheld i krydset Ballevej/Vennelundsvej i Odder. En 43-årig kvindelig bilist kom kørende ad Ballevej, da hun blev påkørt af en anden bil, ført af en 28-årig mand, der kørte frem for ubetinget vigepligt i krydset ved Vennelundsvej. Den 43-åriges bil blev herefter skubbet ind i et stengærde. Begge parter blev kørt til tjek på skadestuen, men var ikke umiddelbart kommet alvorligt til skade. Den 28-årige mand blev sigtet for ikke at have overholdt sin vigepligt.
Onsdag kl. 07.14 skete der et færdselsuheld i krydset Vesteralle/Hammelvej i Laurbjerg ved Langå. En 19-årig kvindelig bilist kom kørende ad Vesteralle og skulle lige ud i krydset, da en anden bil, ført af en 27-årig kvinde, der kom fra modsatte retning pludselig foretog et venstresving foran hende. De to biler kørte sammen i krydset med mindre materiel skade til følge. Der skete umiddelbart ingen personskade. Den 27-årige kvinde blev sigtet for ikke at have overholdt sin vigepligt.
Onsdag kl. 07.52 skete der et færdselsuheld på Viborgvej i Aarhus V. En 41-årig mandlig bilist kørte ud på Viborgvej fra en indkørsel, da han påkørte en 21-årig mandlig cyklist, der kom cyklende på cykelstien langs Viborgvej. Cyklisten blev kørt til tjek på skadestuen, men var ikke umiddelbart kommet alvorligt til skade.
Onsdag kl. 09.25 skete der et færdselsuheld på Viborgvej i Sabro. En 45-årig mand kom kørende i en varebil, da han, på grund af det glatte føre, mistede herredømmet over bilen og kom over i den modsatte kørebane, hvor varebilen blev påkørt af en anden bil, ført af en 23-årig kvinde, der kom kørende i modsatte retning. I bilen sad der, ud over den 23-årige fører, to kvinder på 18 og 56 år og en pige på 7 år. Den 56-årige kvinde blev kørt til behandling på sygehuset. Viborgvej var efterfølgende spærret i en times tid på grund af oprydningsarbejdet. Den 45-årige mand blev sigtet for manglende agtpågivenhed, og da han var rumænsk statsborger modtog han en straksbøde på 1000 kroner.
Onsdag kl. 09.44 skete der et færdselsuheld i krydset Skejbyparken/Skejbygårdsvej i Aarhus N, hvor en 36-årig kvindelig bilist påkørte en 38-årig kvindelig cyklist i forbindelse med et venstresving. Der skete umiddelbart kun materiel skade ved uheldet. Den 36-årige bilist blev sigtet for ikke at have overholdt sin vigepligt.
Onsdag kl. 12.27 skete der et færdselsuheld på Vestre Ringgade i Aarhus C. En 41-årig mandlig lastbilchauffør og en 23-årig mandlig bilist kørte begge ad Vestre Ringgade mod syd, da den ene foretog et vognbaneskift foran den anden, hvorved der skete påkørsel. De to parter var dog uenige om, hvem af dem, der var skyld i uheldet. Der skete umiddelbart kun mindre materiel skade.
Onsdag kl. 14.47 skete der er færdselsuheld på Østjyske Motorvej ved Tilst, hvor en 74-årig mandlig bilist formentlig på grund af det glatte føre mistede herredømmet over sin bil i forbindelse med en overhaling og påkørte en lastbil med sættevogn, der blev ført af en 70-årig mand. Der skete umiddelbart kun mindre materiel skade ved uheldet.
Onsdag kl. 16.42 skete der et færdselsuheld på Hadsundvej i Randers NØ. En 37-årig mandlig bilist mistede kontrollen over sin bil, som væltede om på siden. Han kom umiddelbart ikke alvorligt til skade.
Onsdag kl. 17.38 skete der et færdselsuheld på Flintbakken ved afkørslen fra motortrafikvejen ved Rønde. En 63-årig mandlig bilist ramte ind i en bil ført af en 59-årig mand. Ingen af personerne kom umiddelbart alvorligt til skade.
Onsdag kl. 18.11 skete der et færdselsuheld i krydset Risvangs Allé/Vejlby Ringvej i Aarhus N. En 58-årig kvindelig bilist ramte ind i en 27-årig kvindelig fodgænger, som var ved at krydse vejen. Den 27-årige kom umiddelbart ikke alvorligt til skade. Den 58-årige blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt.
Onsdag kl. 20.51 skete der et solouheld på Klemstrupvej i Ryomgård. En 21-årig mandlig bilist mistede herredømmet over bilen på grund af glat føre, hvorefter den endte i grøften og væltede om på taget. I bilen var der, ud over føreren, to kvinder på 21 og 25 samt en 30-årig mand.
**
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt tre indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.
- På Mosedraget i Nørre Bjerregrav, Randers NV begået onsdag den 1/12 mellem kl. 08.30 og kl. 13.45
- På Hvedebakken i Hammel begået mellem onsdag den 30/11 kl. 18.30 og onsdag den 1/12 kl. 12.00
- På Druevej i Randers NV begået mellem tirsdag den 30/11 kl. 21.15 og onsdag den 1/12 kl. 07.30