Døgnrapporten i Randers: torsdag den 18. november

Profilbillede
dato

Randers er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Grundlovsforhør i Retten i Aarhus kl. 11.00

Østjyllands Politi fremstillede torsdag kl. 11.00 en kvinde i grundlovsforhør i Retten i Aarhus. Hun er sigtet for butikstyveri og for at nægte at oplyse sit navn til politiet. 

En vagt i Føtex i Viby Centret i Viby kontaktede onsdag kl. 20.59 politiet og fortalte, at han stod med en kvinde, som havde stjålet fra butikken og som nægtede at oplyse navn eller fødselsdato. 

En patrulje kørte til stedet, hvor kvinden blev sigtet for at have stjålet kosmetikartikler for nogle tusinde kroner. Kvinden nægtede fortsat at fortælle, hvem hun var, og hun havde ingen ID på sig. 

Hun blev derfor anholdt med henblik på at få hende identificeret, men det var umiddelbart ikke muligt. 

Anklagemyndigheden fremstillede hende i grundlovsforhør med henblik på, at kvinden kunne blive varetægtsfængslet eller tilbageholdt, mens politiet fandt frem til hendes identitet. 

Retten valgte at løslade kvinden – den kendelse kærede anklagemyndigheden. 

**

Grundlovsforhør i Retten i Aarhus kl. 13.00

Østjyllands Politi fremstiller torsdag kl. 13.00 en 41-årig russisk kvinde i grundlovsforhør i Retten i Aarhus. Udlændingestyrelsen har vurderet, at kvinden skal udvises af landet, og hun fremstilles med henblik på, at politiet kan tilbageholde hende, indtil udvisningen kan effektueres. 

Det var betjente fra Østjyllands Politis afdeling for Særlige Sager, der mandag anholdt kvinden på en adresse i Viby, hvor hun arbejdede som prostitueret. Da hun ikke har tilladelse til at arbejde i landet, blev hun sigtet for ulovligt arbejde. 

**

 

Sigtet for blufærdighedskrænke kvinde

En 25-årig kvinde kontaktede onsdag kl. 8.00 politiet, efter hun havde været udsat for en ubehagelig oplevelse på en p-plads i Grenaa.  

Kvinden forklarede, at hun havde glemt at låse sin bil, som holdt på Mogensgade, og da hun onsdag morgen kom ned til bilen, sad der en nøgen mand på forsædet og onanerede. 

Da kvinden konfronterede ham, løb han fra stedet, og kvinden ringede til politiet. 

Kort efter ankom en patrulje og ud fra kvindens og et par vidners signalement, fik betjentene mistanke til en 32-årig mand, som bor i lokalområdet. Han blev anholdt og sigtet for blufærdighedskrænkelse og for husfredskrænkelse. 

**

 

Muligt knivstikkeri i Mørke

Østjyllands Politi fik onsdag kl. 8.58 en anmeldelse om, at en 29-årig mand var blevet stukket med kniv på en adresse i Mørke. Da betjentene kom frem, traf de den 29-årige, som havde nogle alvorlige skader, formentligt efter et knivstik, og han derfor blev kørt til skadestuen, hvor han blev behandlet. 

Han er uden for livsfare og var i stand til at tale med politiet, men ønskede ikke at oplyse, hvordan skaderne var sket. 

Den videre efterforskning ledte politiet til flere steder i Mørke, som blev undersøgt for spor, ligesom der blev foretaget flere afhøringer. 

Østjyllands Politi efterforsker fortsat sagen for at klarlægge de nærmere omstændigheder. 


**

 

Specialpatruljen anholdt formodet hashhandler

Østjyllands Politis specialpatrulje tog onsdag kontakt til en profil på Snapchat, som reklamerede med, at han solgte hash. Betjentene udgav sig for at være køber og lavede en aftale om at møde på en p-plads i Aarhus C om eftermiddagen. 

På det aftalte tidspunkt holdt en 28-årig mand ind i sin bil og tog kontakt til den civilklædte betjent, der stod på stedet. Betjenten gav sig til kende, og den 28-årige blev anholdt. 

Ved den efterfølgende ransagning og visitering fandt betjentene noget hash og nogle tusinde kroner i kontanter. Både stoffer og penge blev beslaglagt, og den 28-årige blev sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på salg. 

**

 

Forsøg på røveri mod kiosk

Østjyllands Politi fik onsdag eftermiddag en anmeldelse om, at en mand havde forsøgt at begå røveri mod en kiosk på Vestergade i Randers

Ifølge en medarbejder kom en mand ind i kiosken kl. 16.20 og truede ham med en pistollignende genstand og forlangte, at han udleverede pengene fra kassen. 

Da medarbejderen flere gange sagde, at der ikke var nogen penge i kassen, stak manden til sidst af fra stedet. 

En patrulje kørte til kiosken, foretog afhøringer og sikrede spor, og flere patruljer ledte efter gerningsmanden, som dog ikke blev fundet i første omgang. 

Østjyllands Politi efterforsker nu sagen nærmere. 

**

 

Fandt stoffer i Grenaa

Et tip førte onsdag Østjyllands Politis specialpatrulje til en adresse i Grenaa, hvor de havde mistanke om, at der var stoffer. 

Kl. 21.29 henvendte patruljen sig på adressen, hvor de traf en 27-årig kvinde. Under en ransagning af hjemmet fandt betjentene en mindre mængde skunk og kokain, og den 27-årige blev sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer. 

**

 

Færdsel

Onsdag kl. 6.54 skete der et færdselsuheld på Ringvej Syd ved Sdr. Borup. En 20-årig mandlig bilist kørte op bag i en bil ført af en 59-årig mand, som blev skubbet ind i en bil med en 48-årig mand bag rattet. Ingen af parterne kom umiddelbart alvorligt til skade. Den 20-årige blev sigtet for ikke at have holdt nok afstand til den forankørende. 

Onsdag kl. 11.30 skete der et færdselsuheld i krydset Finderupvej/Ringgaden i Aarhus C. En 54-årig mandlig bilist foretog et højresving ind på Finderupvej og kørte ind foran en 22-årig kvinde, som kom cyklende lige ud. Kvinden ramte ind i bilen og væltede ned på asfalten, men hun kom umiddelbart ikke alvorligt til skade. Bilisten blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt. 

Onsdag kl. 14.51 skete der et færdselsuheld på Mariagervej i Randers NV. En 33-årig mandlig bilist svingede ind foran en 48-årig mand, som kørende på knallert og som ikke kunne nå at undgå et sammenstød. Knallertføreren kom umiddelbart ikke alvorligt til skade. Bilisten blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt.  

Onsdag kl. 19.19 skete der et færdselsuheld på Christian X’s Vej i Viby. En 82-årig kvindelig bilist kørte ind i en bil, der holdt parkeret i siden af vejen. Kvinden blev efterfølgende kørt til skadestuen til behandling for nogle skader. 

Onsdag kl. 22.27 skete der et færdselsuheld på Udbyhøjvej i Randers NØ. En 20-årig mand mistede kontrollen over sin bil, angiveligt fordi han kørte op over en kantsten. Bilen fortsatte efterfølgende ind i en husgavl. Den 20-årige kom umiddelbart ikke alvorligt til skade. 

**

 

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt to indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds. 

På Bakholmsvej i Viby begået onsdag d. 17/11 mellem kl. 7.30 og kl. 17.15
På J.M Mørks Gade i Aarhus C begået onsdag d. 17/11 kl. 19.23
 
Denne artikel er skrevet af Michael Juul Sørensen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Østjyllands Politi.
Kilde: Østjyllands Politi

Seneste på facebook