Randers er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Særlig Efterforskning Vest: Grundlovsforhør i Odense kl. 9.30
Særlig efterforskning Vest, (SEV) der er forankret i Østjyllands Politi, fremstiller tirsdag kl. 9.30 en 28-årig mand i grundlovsforhør i Retten i Odense. Han sigtes for databedrageri i millionklassen.
Den 28-årige blev anholdt mandag formiddag på Fyn, og anholdelsen er en del af en omfattende sag, hvor der i forvejen sidder flere personer varetægtsfængslet.
Anklagemyndigheden anmoder om lukkede døre ved grundlovsforhøret, og Særlig Efterforskning Vest ønsker derfor p.t. ikke at oplyse yderligere om sagen.
**
Anholdt og sigtet for biltyveri
En betjent i en civil politibil opdagede mandag kl. 16.45 en bilist, der kørte rundt i Mørke med stjålne nummerplader monteret på bilen.
Betjenten kørte efter og kontaktede samtidigt vagtcentralen, der sendte en patruljebil til området. På Bals Mark ved Hornslet lykkedes det i fælleskab betjentene at få bragt bilisten til standsning, og han blev straks anholdt.
Det viste sig, at det ikke kun var nummerpladerne, der var stjålet. Bilen var blevet stjålet torsdag, da ejeren kortvarigt havde ladet den stå med nøglerne i på en adresse i Hornslet.
Den 28-årige mand fra Aarhus, som sad bag rattet, blev derfor sigtet for tyveri af bil og nummerplader, og da han er frakendt kørekortet, blev han også sigtet for kørsel i frakendelsestiden.
**
Brand i bolig i Beder
Politi og brandvæsen rykkede mandag kl. 8.01 ud til en brand i et hus på Engdalgårdsvej i Beder. Den ældre kvinde, der boede på stedet, havde alarmeret hjemmehjælpen, da hun så det begyndte at ryge, og en hjemmehjælper fik hende hurtigt ud af boligen.
Branden var startet i soveværelset og forårsagede en del skader i hjemmet, inden den blev slukket.
Beboeren blev tilset i en ambulance men kom umiddelbart ikke noget til.
Det er endnu uvist, hvad der forårsagede branden.
**
Svindlere udgav sig for at være fra banken – snød ældre kvinde
En 84-årig kvinde fra Højbjerg blev mandag eftermiddag udsat for bedrageri af svindlere, der udgav sig for at være fra banken.
En mand ringede til hende og udgav sig for at være fra hendes bank, og han fortalte, at der var sket mistænkelige transaktioner på hendes kort. Derfor ville banken sende en medarbejder hen for at hente hendes dankort.
Manden lokkede hende til at udlevere sin kode til kortet og kort efter dukkede en mand op, som kvinden udleverede kortet til.
Senere på dagen opdagede kvinden, at der var hævet en del tusinde kroner på hendes konto, hvorefter hun anmeldte sagen til politiet.
Gode råd fra politiet
Østjyllands Politi har set flere sager med samme fremgangsmåde, hvor ældre mennesker bliver snydt af personer, der udgiver sig for at være fra banken eller lignende.Du skal aldrig give koder, NemID- eller kreditkortoplysninger i telefonen. Er du i tvivl om, hvorvidt der er banken, der ringer, så lav et kontrolopkald ved at bede vedkommende om at oplyse sit navn og evt. den afdeling, han er ansat i. Læg på og ring så selv op til din banks hovednummer og spørg efter vedkommende – på denne måde kan man få afklaret, om vedkommende vitterligt er ansat i banken.
Svindlerne går ofte målrettet efter ældre personer, hvorfor politiet også opfordrer børn eller børnebørn til at tage en snak med deres ældre familiemedlemmer og advare dem om denne fremgangsmåde samt vejlede i, hvordan man kan undgå at blive snydt.
**
Færdsel
Mandag kl. 6.46 skete der et færdselsuheld på Viborgvej i Aarhus V. En 25-årig mandlig bilist kom for langt over i den modsatte vejbane og ramte med lav fart frontalt ind i en bus med en 61-årig mand bag rattet. Ingen af parterne kom umiddelbart alvorligt til skade.Mandag kl. 7.28 skete der et færdselsuheld med tre involverede biler på Nordjyske Motorvej ved Randers SV. En 23-årig kvindelig bilist kørte op bag i en bil ført af en 55-årig mand, som blev skubbet op i bag i en bil med en 59-årig mand bag rattet. Ingen af parterne kom umiddelbart alvorligt til skade.
Mandag kl. 7.48 skete der et færdselsuheld på Herningmotorvejen ved Harlev. En 23-årig kvindelig bilist kørte op bag i en bil ført af en 43-årig mand. Ingen af parterne kom umiddelbart alvorligt til skade. Den 23-årige blev sigtet for ikke at holde nok afstand til den forankørende.
Mandag kl. 7.56 skete der et færdselsuheld på Østervangsvej i Randers C. En 82-årig mandlig bilist foretog et venstresving og ramte ind i en 22-årig mand, som kom kørende lige ud på knallert. Den 22-årige pådrog sig nogle skader og blev kørt på skadestuen. Bilisten blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt.
Mandag kl. 13.52 skete der et færdselsuheld på Silkeborgvej i Brabrand. En 55-årig kvindelig bilist kørte op bag i en bil ført af en 48-årig mand. Ingen af parterne kom umiddelbart alvorligt til skade. Den 55-årige blev sigtet for ikke at holde nok afstand til den forankørende.
**
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt et indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.På Engparken i Hadsten begået mellem lørdag d. 9/10 kl. 12.00 og mandag d. 11/10 kl. 14.15