Døgnrapporten i Randers: onsdag den 5. januar

Profilbillede
dato

Randers er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Der er pt. ingen planlagte grundlovsforhør.

 

**

 

Eftersættelse endte med otte sigtelser

Torsdag kl. 16.40 kørte en patrulje på Sigridsvej i Brabrand, da betjentene blev opmærksomme på en bil, der med meget høj fart kom kørende ind i krydset ved Gudrunsvej. Bilen havde så meget fart på, at den skred i svinget og over i modsatte kørebane, hvor en anden bilist måtte bremse kraftigt op for at undgå påkørsel.

Betjentene satte med det samme efter bilen med fuld udrykning, men da de nåede helt op til bilen, gassede føreren op og forsøgte at køre fra patruljen. Eftersættelsen fortsatte af Sigridsvej og forbi krydset ved Astridsvej, hvor bilisten måtte sætte farten ned, da en forankørende bil bremsede op ved lyden af politisirenerne.

Patruljen kørte op på siden af bilen for at spærre den inde, hvilket fik føreren til at lægge an til at overhale den forankørende bil højre om via fortovet. Det fik patruljen dog forhindret ved at dreje ind foran bilen. Den ene betjent løb herefter ud af bilen og hen til den 34-årige mandlige fører, der i øvrigt ikke havde noget sele på.

Manden blev oplyst om, at han var anholdt og blev bedt om at stige ud af bilen. Dette nægtede han, og begge betjente måtte tage fat i ham for at få ham ud, idet han gjorde kraftigt modstand. Da han havde fået håndjern på, og var blevet placeret på patruljebilens bagsæde kiggede betjentene lidt nærmere på hans bil, hvor de fandt en halvt røget joint.

Den 34-årige mand endte med at få otte sigtelser med hjem; narkokørsel, kørsel i frakendelsestiden, narkobesiddelse, manglende brug af sikkerhedssele, lægge hindringer i vejen for politiets arbejde, ikke efterkomme politiets anvisninger, manglende overholdelse af vigepligten og farlig svingning med høj fart.

**

 

Fandt hash og kanonslag i butik

Betjente fra Østjyllands Politis specialpatrulje besøgte tirsdag kl. 13.36 en butik på Banegårdsgade i Aarhus, fordi de havde mistanke om, at der blev solgt hash fra butikken. Mistanken blev umiddelbart bekræftet, idet der lugtede kraftigt af hash, da betjentene trådte ind i butikken.

Den 42-årige mandlige butiksekspedient forklarede lugten med, at han netop havde røget den sidste joint. Han blev indledningsvist sigtet for lov om euforiserende stoffer og visiteret. I den forbindelse blev han fundet i besiddelse af en pose med hash.

Efterfølgende gennemgik betjentene butikken og fandt i den forbindelse et kanonslag, som den 42-årige ekspedient afviste at kende noget til. Den 30-årige mandlige ejer af butikken vil dog godt vedkende sig kanonslaget, og han blev derfor sigtet for overtrædelse af fyrværkeriloven.

**

 

Havde både en peberspray og gæld til det offentlige

Tirsdag kl. 17.09 tog en patrulje fra lokalpolitiet i Aarhus Vest kontakt til en 19-årig mand, der netop havde parkeret en bil på Gudrunsvej i Brabrand. Der lugtede kraftigt at hash fra bilens kabine, og den 19-årige mand blev derfor indledningsvist sigtet for lov om euforiserende stoffer og blev visiteret.

Han blev dog ikke fundet i besiddelse af narkotika, men derimod en peberspray og et større pengebeløb. Betjentene tog kontakt til SKAT for at afklare, om den 19-årige mand skyldte noget til det offentlige. Det gjorde han, og en del af pengene blev derfor beslaglagt. Det samme blev pebersprayen, og sigtelsen for lov om euforiserende stoffer blev erstattet af en sigtelse for overtrædelse af våbenloven.

**

 

Brand i lejlighed

Tirsdag kl. 11.12 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at der var brand i en lejlighed på Ringkøbingvej i Aarhus C. Da politiet ankom til stedet, var brandvæsnet allerede i gang med slukningsarbejdet, og der kunne ses sort røg stige ud fra en lejlighed på 2. sal.

Der var også en ambulance på stedet, der behandlede den 47-årige mand, der boede i lejligheden. Han var ikke umiddelbart kommet noget til, og var selv kommet ud af lejligheden, da det var begyndt at ryge kraftigt. Han blev dog kørt til skadestuen for at blive undersøgt for mulig røgforgiftning.

Branden blev slukket, men lejligheden udbrændt delvist, og branden medførte røgskader i bygningen. De foreløbige undersøgelser tyder på, at branden opstod som følge af rygning i eller ved en madras, hvorpå der havde ligget noget papir, som der var gået ild i.

**

 

Brand i bil

Natten til onsdag kl. 04.15 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at der var brand i en bil, der holdt parkeret ved en villa på Elverdalsvej i Højbjerg. Der var ikke umiddelbart nogen fare for, at branden ville sprede sig til huset, og branden blev da også hurtigt slukket af brandvæsnet.

Branden havde dog medført mindre sod- og varmeskader på en anden bil, der holdt parkeret ved siden af. De foreløbige undersøgelser tyder på, at bilens motor kan være selvantændt, hvorefter branden bredte sig til den forreste del af kabinen.

**

 

Færdsel

Tirsdag kl. 07.40 skete der et færdselsuheld på Aarhus Syd-motorvejen ved Viby. En 26-årig mandlig bilist har forklaret til politiet, at han kørte på motorvejen i en varebil, da han tilsyneladende faldt i søvn bag rattet og kort efter påkørte en forankørende bil, der blev ført af en 54-årig mand. Der skete umiddelbart ingen personskade ved uheldet. Den 26-årige mand blev sigtet for overtrædelse af færdselsloven.

Tirsdag kl. 13.38 skete der et færdselsuheld på Hjortensgade i Aarhus C. En 31-årig kvindelig bilist kom kørende ad Langelandsgade mod syd, da hun blev opmærksom på et udrykningskøretøj, der skulle forbi. Uden at orientere sig tilstrækkelige svingede kvinden til højre ad Peter Holms Vej foran en 22-årig mandlig cyklist, der kom kørende på cykelstien langs Langelandsgade. Der skete umiddelbart kun mindre materiel skade. Den 31-årige kvinde blev sigtet for ikke at have overholdt sin vigepligt.

Tirsdag kl. 18.15 skete der et færdselsuheld i krydset Hjortshøjvej/Grenaavej i Egå. En 67-årig mandlig bilist kom kørende ad Grenåvej mod nord, da han i krydset ved Hjortshøjvej kørte frem for rødt lys. Herefter skete der sammenstød med en anden bil, ført af en 39-årig kvinde, der kom fra modsatte retning og var i færd med at svinge til venstre. Der skete umiddelbart kun materiel skade ved sammenstødet. Den 67-årige mand blev sigtet for at køre frem for rødt lys.

Natten til onsdag kl. 01.47 skete der et færdselsuheld på J.L. Heibergs Vej i Åbyhøj, hvor en 43-årig kvindelig bilist af ukendte årsager kørte ind i en container. Der skete kun mindre materiel skade på bilen.

**

 

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt otte indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.

  • På Haderslevgade i Aarhus C begået mellem mandag den 3/1 kl. 18.00 og tirsdag den 4/1 kl. 10.45
  • På Bronzealdervej i Hasle, Aarhus V begået mellem mandag den 3/1 kl. 16.00 og tirsdag den 4/1 kl. 10.30
  • På Runehøjen i Aarhus V begået mellem fredag den 31/12 kl. 12.00 og tirsdag den 4/1 kl. 11.25
  • På Skejby Vænge i Aarhus N begået tirsdag den 4/1 mellem kl. 12.30 og kl. 12.50
  • På Jævndøgnsvej i Aarhus N begået tirsdag den 4/1 mellem kl. 07.00 og kl. 14.30
  • På Trankærgårdsvej i Tranbjerg begået mellem søndag den 2/1 kl. 11.00 og tirsdag den 4/1 kl. 12.00
  • På Østervangsvej i Randers C begået mellem tirsdag den 9/12 og tirsdag den 4/1 kl. 16.25
  • På Ewaldsgade i Aarhus C begået tirsdag den 4/1 mellem kl. 17.00 og kl. 18.30
Denne artikel er skrevet af Michael Juul Sørensen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Østjyllands Politi.
Kilde: Østjyllands Politi

Seneste på facebook