Randers er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Grundlovsforhør i Retten i Randers kl. 13.00
Østjyllands Politi fremstiller onsdag kl. 13.00 i Retten i Randers en 23-årig mand, der blev anholdt på Randers Banegård onsdag morgen, da han havde forsøgt at rejse uden billet og ikke kunne fremvise ID. Det viste sig, at manden var asylansøger fra Sverige, og at han har indrejseforbud til Danmark, hvorfor han blev anholdt og bliver fremstillet i grundlovsforhør.
**
Formodet indbrudstyv blev afbrudt og anholdt
Natten til onsdag kl. 01.01 fik Østjyllands Politi en anmeldelse fra en 70-årig kvinde, der netop havde skræmt en formodet indbrudstyv væk. Kvinden var kort forinden kommet hjem til sit hus i Åbyhøj, da hun så, at alle dørene i hendes bil stod åbne. Da hun var gået op mod hoveddøren, kunne hun se, at der stod en mand, der løb væk fra stedet, så snart han så hende.
Der blev hurtigt sendt flere patruljer til adressen, og på vej dertil spottede en af patruljerne en mand, der passede på det signalement, som kvinden havde oplyst. Den 18-årige mand forklarede, at han blot var på vej hen til nogle venner, men da han blev fundet i besiddelse af flere genstande, der formentlig var stjålet, samt et par havehandsker, blev han anholdt og sigtet for indbru. Han blev desuden sigtet for narkobesiddelse, da han også havde en klump hash på sig.
Det viste sig, at der havde været indbrud i kvindens hus, hvorfra der var stjålet flere forskellige gentande, som var lagt ind i hendes bil. Nøglen til bilen blev fundet i lommen på den 18-årige mand.
**
Vaks medarbejder fik afværget tricktyveri
Østjyllands Politi modtog tirsdag kl. 20.10 en anmeldelse fra Fakta på Hadsundvej i Randers NØ, der kort forinden havde haft besøg af to mænd, der havde forsøgt at stjæle cigaretter. Den kvindelige medarbejder har forklaret, at de to mænd kom ind i butikken ved 20-tiden, hvorefter den ene tog kontakt til medarbejderen og stillede hende en række spørgsmål, mens han forsøgte at trække hende med over til en anden ende af butikken.
Mens de talte sammen, lagde medarbejderen mærke til, at porten til lageret gik op, og hun blev mistænksom ved hele situationen. Hun gik derfor ud på lageret, hvor hun kunne se, at der stod en plasticpose fyldt med cigaretter. De medarbejderen igen gik ud i butikken, var de to mænd forsvundet fra stedet.
Det lykkedes ikke umiddelbart de to mænd at få noget med sig. Fremgangsmåden er set før, hvor den ene forsøger at aflede ekspedienten, mens den anden stjæler varer et andet sted i butikken – ofte cigaretter. Østjyllands Politi opfordrer derfor butikkerne til at være opmærksomme og vejlede medarbejderne i, hvordan de undgår at blive udsat for denne type tricktyveri.
**
88-årig mand hoppede ikke på bank-svindelnummer
Tirsdag kl. 19.24 blev en 88-årig mand fra Aarhus ringet op af en ukendt mand, der udgav sig for at ringe fra Danske Bank. Manden oplyste, at han havde brug for den 88-åriges kontonummer, idet der var nogen, der havde forsøgt at hæve penge fra hans konto.
Den 88-årige syntes dog, at det virkede noget mistænksomt, at banken ringede så sent på dagen. Han sagde til manden i telefonen, at han havde tænkt sig at kontakte politiet, hvorefter der blev lagt på. Den 88-årige mand udleverede ikke nogen oplysninger, og de var heller ikke blevet hævet nogen penge fra hans konto.
**
Forsøg på røveri i Højbjerg
En 52-årig mand kontaktede tirsdag politiet og fortalte, at han omkring kl. 8.30 var blevet udsat for et forsøg på røveri på Rundhøjtorvet i Højbjerg.
Ifølge den 52-årige opdagede han tre mænd, der forsøgte at skaffe sig adgang til hans varebil, der holdt på stedet. Da han gik hen mod mændene, trak den ene en kniv, som han truede den 52-årige med.
Den 52-årige gjorde ifølge sin forklaring modstand og sparkede blandt andet manden med kniven, så mændene til sidst løb fra stedet.
En hundepatrulje søgte efterfølgende efter spor, og flere patruljer ledte efter gerningsmændene i området, men det lykkedes ikke at finde frem dem.
Østjyllands Politi efterforsker nu sagen nærmere.
**
Anmeldelse om røveri i Hasle
En patrulje kørte tirsdag kl. 17.25 til Bronzealdervej i Hasle efter en anmeldelse om, at en 28-årig mand var blevet udsat for røveri.
Ifølge den 28-årige havde han en aftale om at mødes en kvinde, som han havde skrevet sammen med på nettet, men da han kom frem, blev han i stedet kontaktet af en mand. Manden fremviste ifølge den 28-årige en kniv og truede ham til at udlevere sin pung.
Herefter stak manden af fra stedet, og den 28-årige kontaktede politiet.
Østjyllands Politi efterforsker nu sagen nærmere for at finde frem til gerningsmanden
**
Taxachauffører i slagsmål
Tirsdag kl. 12.39 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at to taxachauffører var kommet op at slås på Vesterbro Torv i Aarhus. Da patruljen kom til stedet, var slagsmålet ovre, og det var kun den ene part, en 45-årig mand, der fortsat var på stedet. Den anden chauffør, en 47-årig mand, var kørt væk i sin taxa, men blev kort efter standset af en anden patrulje.
Den 45-årige mand forklarede, at det var startet med nogle uoverensstemmelser omkring kørslen, men de to parter var langt fra enige om, hvem der havde startet slagsmålet. De endte derfor begge med at blive sigtet for at have forstyrret den offentlige orden.
**
Straksbøde til udenlandsk butikstyv
Tirsdag kl. 14.42 fik Østjyllands Politi en anmeldelse fra Superbrugsen på Vesterbro Torv, hvor personalet havde tilbageholdt en udenlandsk butikstyv, der havde stjålet dagligvarer fra butikken. En medarbejder opdagede, hvad manden var i færd med, hvorefter manden smed alle varerne fra sig og løb ud af butikken.
Medarbejderen fik dog fat i ham og førte ham med ind i butikkens baglokale, hvorfra der blev ringet efter politiet. Da betjentene ankom til stedet, blev den 27-årige, rumænske mand anholdt og sigtet for butikstyveri. Da han er udenlandsk statsborger fik han en straksbøde på 500 kroner.
**
Slagsbrødre i Storegade
Natten til onsdag kl. 00.04 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at tre personer var i slagsmål foren en beværtning på Storegade i Randers. Da patruljen ankom til stedet, blev de mødt af flere personer, der pegede dem i retning i dem, der havde været oppe at slås.
Betjentene fik fat i to mænd på 21 og 27 år, der begge blev anholdt og sigtet for at forstyrre den offentlige orden. Derefter fik betjentene kontakt til en tredje mand på 27 år, som, på baggrund af forklaringer og videoovervågning, også blev sigtet for at forstyrre den offentlige orden ved at have taget del i slagsmålet.
**
Anholdt for at skubbe vagt i ryggen
Tirsdag kl. 15.24 fik Østjyllands Politi en anmeldelse fra en strøgvagt, der havde foretaget civil anholdelse af en 38-årig mand, der kort forinden havde skubbet vagten i ryggen, mens han stod og talte i telefon på Banegårdspladsen i Aarhus. Da politiet ankom til stedet, overtog betjentene anholdelsen, og den 38-årige mand blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.
**
Færdsel
Tirsdag kl. 05.57 skete der et færdselsuheld i krydset Svinget/Vestergade i Hinnerup. En 31-årig mandlig bilist kom kørende fra parkeringspladsen og skulle krydset Svinget i retning mod Vestergade, da hun påkørte en 39-årig kvindelig cyklist, der kom kørende på cykelstien. Cyklisten blev kørt til tjek på skadestuen, men var ikke umiddelbart kommet alvorligt til skade. Den 31-årige mand blev sigtet for ikke at have overholdt sin vigepligt.
Tirsdag kl. 07.13 skete der et færdselsuheld i krydset Søren Frichs Vej/Ringgaden i Aarhus. En 48-årig mandlig bilist kom kørende ad Ringgaden og skulle lige over i krydset ved Søren Frichs Vej, da han kørte frem for rødt lys og påkørte en anden bil, ført af den 43-årig kvinde, der holdt ude i krydset. Uheldet medførte større materiel skade og gav en del trafikale udfordringer i morgentrafikken, men ingen af parterne kom umiddelbart til skade. Den 48-årige mand blev sigtet for at køre frem for rødt lys.
Tirsdag kl. 07.28 skete der et færdselsuheld på Nordjyske Motorvej ved Randers SV. En 18-årig mandlig bilist kom kørende i sydgående retning, da bilen foran ham, ført af en 33-årig mand, bremsede op. Den 18-årige nåede ikke at bremse og påkørte den forankørende bil. Bilen bagved, ført af en 45-årig mand, nåede heller ikke at bremse og påkørte den 18-åriges bil. Der skete umiddelbart ingen personskade ved uheldet.
Tirsdag kl. 07.41 skete der et færdselsuheld på Mariagervej i Randers NV. En 54-årig kvindelig bilist kom kørende ad Mariager og skulle svinge til højre, da hun påkørte en 15-årig dreng, der kom kørende på knallert. Drengen blev efterfølgende kørt til undersøgelse på skadestuen, men var ikke umiddelbart kommet alvorligt til skade. Den 54-årige kvinde blev sigtet for ikke at have overholdt sin vigepligt.
Tirsdag kl. 07.50 skete der et færdselsuheld på Jess Ingerslevs Gade i Aarhus N, hvor to biler, ført af henholdsvis en 47-årig kvinde og en 46-årig mand, kørte sammen ved udkørslen på parkeringspladsen ved Lisbjerg Skole. Der skete kun mindre materiel skade ved uheldet. Den 47-årige kvinde blev sigtet for ikke at have overholdt sin vigepligt.
Tirsdag kl. 14.10 blev en 46-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for spirituskørsel, da han blev standset af en patrulje på Gøgevej i Fårup.
Tirsdag kl. 15.27 skete der et færdselsuheld i krydset Lystrupvej/Hedevej i Risskov, da en 74-årig mandlig bilist kørte frem for ubetinget vigepligt og blev påkørt af en bus, der blev ført af en 44-årig mand. Uheldet medførte mindre materiel skade, og den 74-årige mand blev kørt til tjek på skadestuen, men var ikke umiddelbart kommet alvorligt til skade. Han blev efterfølgende sigtet for ikke at have overholdt sin vigepligt.
Tirsdag kl. 19.02 skete der et færdselsuheld på Dytmærsken i Randers, hvor en 32-årig mandlig bilist kørte frem for ubetinget vigepligt og kørte sammen med en anden bil, der blev ført af en 51-årig mand. En kvindelig passager i den ene bil blev kørt til tjek på skadestuen, men var ikke umiddelbart kommet alvorligt til skade. Den 32-årige mand blev sigtet for ikke at have overholdt sin vigepligt.
Tirsdag kl. 21.39 skete der et færdselsuheld på Snuhøjvej i Vejerslev ved Thorsø, hvor en bilist var kørt gennem en hæk og ind i et træ. Bilisten var efterfølgende forsvundet fra stedet, men politiet har en formodning om, hvem der kørte bilen.
**
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt et indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.
- På Harald Kiddes Vej i Åbyhøj begået natten til onsdag kl. 01.01