Døgnrapporten i Randers: mandag den 27. december

Profilbillede
dato

Randers er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Der er pt. ingen planlagte grundlovsforhør.


**

 

Politiet fandt narko, våben og ulovligt fyrværkeri

På baggrund af en henvendelse fra Toldstyrelsen, der i det internationale postcenter havde beslaglagt noget narkotika, der skulle være sendt til en adresse i Højbjerg, rettede betjentene fra Østjyllands Politis specialpatrulje søndag kl. 18.41 henvendelse på den pågældende adresse.

På adressen traf betjentene husets 24-årige beboer samt seks andre mænd, der holdt fest. Der var en kraftig lugt af hash, og de tilstedeværende blev gjort bekendt med, at politiet ville ransage stedet og visitere de personer, der var til stede.

I forbindelse med visitationer af de seks gæster blev tre af dem sigtet for lov om euforiserende stoffer. En 23-årig mand fundet i besiddelse af en joint, en anden 23-årig mand blev fundet i besiddelse af nogle små poser med MDMA og hash og en 25-årig mand blev fundet i besiddelse af en mindre mængde hash.

Ved ransagningen af boligen og visitation af den 24-årige beboer blev der fundet narkotika og en række forskellige psykedeliske stoffer i en mængde, der blev vurderet til ikke kun at være til eget forbrug. Den 24-årige mand blev derfor sigtet for besiddelse af narkotika med henblik på videresalg.

I boligen blev der desuden fundet en peberspray og en hel del fyrværkeri – herunder en krysantemumbombe og flere kanonslag. Han blev derfor også sigtet for overtrædelse af våbenloven og fyrværkeriloven.

**

 

Sigtet for at køre rundt og sælge gasflasker

Søndag kl. 22.10 holdt en patruljebil ved Bogfinkevej i Aarhus V, da betjentene blev opmærksomme på en bil, der holdt på en parkeringsplads med lygterne tændt. Mens betjentene holdt øje med bilen, kom en anden bil kørende ind på parkeringspladsen.

En mand steg ud fra passagersiden og tog kontakt til den kvinde, der sad i den parkerede bil. Der skete en form for overlevering gennem vinduet i førersiden, hvorefter kvinden steg ud og hentede en kasse i baggagerummet, som hun gav til manden.

Idet manden skulle køre fra stedet gav betjentene sig til kende og spurgte den 19-årige mand på passagersædet om, hvad der netop var foregået. Manden forklarede, at han af kvinden havde købt seks gasflasker, som han havde betalte kontant. Den 19-årige mand, der kørte bilen, forklarede, at han ikke var klar over, at det kunne være ulovligt at køre med gasflasker. Det skal nu vurderes, om der er grundlag for at sigte de to mænd for noget.

Betjentene tog herefter kontakt til den 18-årige kvinde, der sad i den parkerede bil. Ved gennemgang af bilen fandt betjentene yderligere 11 gasflasker, der stod frit i bunden af bilen. De 11 gasflasker blev beslaglagt, og den 18-årige kvinde blev sigtet for at sælge og fragte gasflaskerne.

Når det kommer til privatpersoners vejtransport af farligt gods, som fx gasflasker eller fyrværkeri, er det et krav, at godset skal være emballeret til detailsalg, og at mængden vurderes til at være til eget forbrug.

**

 

Kørte frem for rødt lys, blev standset og fik fire sigtelser med hjem

Søndag kl. 17.09 standsede en patrulje en bil, der havde kørt frem for rødt lys i krydset Torpevænget/Herredsvej i Aarhus V. I bilen sad en 27-årig mand, som i forbindelse med visitation blev fundet i besiddelse af et større kontantbeløb og en pose med hash fordelt i mindre salgsposer.

Den 27-årige mand blev derfor både sigtet for at køre frem for rødt lys, for kørsel uden førerret samt for besiddelse og salg af narkotika.

**

 

Havde skunk og kniv med på køretur

Søndag kl. 20.46 standsede en patrulje en bil, der kørte Ved Lunden i Åbyhøj, i forbindelse med en rutinekontrol. I bilen sad tre personer, en 28-årig kvinde, der førte bilen, en 24-årig mand på passagersædet og en 19-årig mand på bagsædet.

Ved nærmere undersøgelse af bilen og de tre personer blev den 19-årige bagsædepassager fundet i besiddelse af en mindre mængde skunk og en ulovlig kniv, som han havde forsøgt at gemme i bilen. Han blev derfor både sigtet for besiddelse af narkotika og for overtrædelse af knivloven.

**

 

Brand i stue på landejendom

Søndag kl. 15.12 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om en brand på en landejendom på Hovbro i Thorsø. Branden var opstået i stuen, og et vindue var blevet knust som følge af branden. Husets ejer forsøgte at kaste vand ind igennem vinduet, ligesom han tømte flere pulverslukkere, der lagde en dæmper på flammerne.

Kort efter ankom brandvæsnet, der hurtigt fik branden under kontrol. Der gik dog yderligere en times tid, før branden var helt slukket. Branden var formentlig opstået ved, at der var gået ild i den nederste del af skorstenen ved brændeovnen, hvorefter branden havde spredt sig.

Der skete umiddelbart kun lettere brandskade på huset, men der var en del røg og sodskade. Ingen personer kom umiddelbart noget til som følge af branden.

**

 

14-årige drenge vejledt om brug af fyrværkeri

Natten til mandag kl. 00.20 fik Østjyllands Politi en henvendelse fra en 40-årig mand, der oplyste, at der den seneste times tid var blevet kastet kanonslag og andet fyrværkeri fra skolen og over mod hans hus på Mejsevej i Hadbjerg ved Hadsten.

Den 40-årige mand var selv løbet efter nogle af de drenge, som han mente havde kastet med fyrværkeriet. Da patruljen ankom til stedet, traf de fire drenge på 14 år, som blev vejledt om, hvordan man håndterer fyrværkeri.

Fra og med i dag, mandag den 27. december, og til og med den 1. januar 2022 er det lovligt at fyre (godkendt) fyrværkeri af. Husk, at det er strengt forbudt at fyre fyrværkeri efter andre!

**

 

Røg viste sig at være damp

Søndag kl. 11.24 blev Østjyllands Politi kaldt ud til en brand på Herman Stillings Vej i Randers NØ, hvor der tilsyneladende kom røg op fra taget. Det viste sig dog hurtigt, at der ikke var tale om røg, men derimod damp fra ventilatorer.

**

 

Færdsel

Søndag kl. 17.57 skete der et færdselsuheld på Kongevejen ved Onsbjerg på Samsø. En 18-årig kvinde kom kørende ad Kongevejen i en varebil, da hun, formentlig på grund af glat føre, mistede kontrollen over bilen, så bilen skred over i modsatte kørebane, hvor den påkørte en anden bil, der blev ført af en 40-årig mand. I alt fire personer blev kørt til tjek på hospitalet, men ingen af dem var umiddelbart kommet alvorligt til skade.

Søndag kl. 20.55 blev en 32-årig mandlig bilist sigtet for kørsel uden førerret, da han blev standset af en patrulje på Nordjyske Motorvej i Aarhus N.

Søndag kl. 23.32 blev en 19-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for spirituskørsel, da han blev standset af en patrulje på Hørretvej i Mårslet.

Natten til mandag kl. 00.21 skete der et færdselsuheld på Randersvej ved Gl. Estrup i Auning, hvor en 19-årig kvindelig bilist formentlig på grund af det glatte føre havde mistet herredømmet over sin bil og endte i grøften. Både den 19-årige kvinde og en 31-årig mand, der også sad i bilen, blev kørt til tjek på skadestuen, men ingen af dem var umiddelbart kommet til skade.

**

 

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt ni indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.

  • På Korsgade i Grenaa begået mellem lørdag den 25/12 kl. 21.00 og søndag den 26/12 kl. 08.30
  • På Solhvervsvej i Aarhus N begået mellem tirsdag den 21/12 kl. 17.00 og søndag den 26/12 kl. 13.18
  • På Fruerbakken i Randers SV begået mellem onsdag den 22/12 kl. 14.15 og søndag den 26/12 kl. 13.33
  • På Tornballevej i Tilst begået mellem onsdag den 22/12 kl. 09.00 og søndag den 26/12 kl. 14.17
  • På Brunmosevej i Pindstrup, Ryomgård begået mellem torsdag den 23/12 kl. 12.00 og søndag den 26/12 kl. 14.43
  • På Rødkildevej i Randers NØ begået mellem fredag den 24/12 kl. 09.00 og søndag den 26/12 kl. 15.55
  • På Bødkervej i Randers NV begået mellem tirsdag den 21/12 kl. 15.00 og søndag den 26/12 kl. 16.45
  • På Kirkevej i Hadsten begået mellem fredag den 24/12 kl. 11.00 og søndag den 26/12 kl. 18.30
  • På Lykkeholms Allé i Viby J begået søndag den 26/12 mellem kl. 12.15 og kl. 21.30
Denne artikel er skrevet af Michael Juul Sørensen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Østjyllands Politi.
Kilde: Østjyllands Politi

Seneste på facebook