Døgnrapporten i Randers: mandag den 1. november

Profilbillede
dato

Randers er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Grundlovsforhør i Retten i Aarhus kl. 11.00

Østjyllands Politi fremstiller mandag kl. 11.00 en 34-årig kvinde og en 40-årig mand i grundlovsforhør i Retten i Aarhus. De sigtes for forsøg på brandstiftelse og vidnetrusler ved søndag aften kl. 22.55 at have knust en rude ind til et hus på Lærkehaven i Lystrup og ved samme lejlighed at have medbragt hjemmelavede brandbomber – molotovcocktails – som de havde til hensigt at kaste ind i huset.

Familien i huset vågnede ved lyden af den knuste rude, og flere løb ud på vejen, hvor de nåede at se et par personer flygte i en bil fra stedet. Da politiet ankom, fandt betjentene to molotovcocktails tæt på huset.

Den efterfølgende efterforskning ledte politiet på sporet af den 34-årige kvinde og en 40-årig mand fra den nordlige del af Aarhus.

Da de anholdte er involveret i en verserende sag, hvor en af beboerne formodes at afgive forklaring, sigtes de ud over forsøg på brandstiftelse også for vidnetrusler.

 

--

 

Grundlovsforhør i Retten i Aarhus kl. 12.30

Østjyllands Politi fremstiller mandag kl. 12.30 i Retten i Aarhus to mænd på 18 og 20 år, der sigtes for røveri begået mod en 17-årig dreng den 31. august i centrum af Aarhus.

 

De to mænd er sigtet for, sammen med en 22-årig mand, der allerede er varetægtsfængslet i sagen, at have truet den 17-årige med en kniv og tvunget ham til at hæve et større kontantbeløb fra sin konto, som han videregav til dem.

Anklagemyndigheden vil anmode om dørlukning i sagen, hvorfor der ikke kan oplyses yderligere.

--

 

Grundlovsforhør i Retten i Aarhus mandag eftermiddag

Der vil mandag eftermiddag blive afholdt grundlovsforhør i forbindelse med et knivstikkeri søndag aften, hvor en 18-årig mand afgik ved døden. Læs mere om sagen i tidligere udsendte pressemeddelelse.

Endeligt tidspunkt for grundlovsforhøret kendes endnu ikke, men vil blive kommunikeret ud via Twitter. Anklagemyndigheden vil anmode om dørlukning, hvorfor der ikke kan oplyses yderligere.

**

 

Stjal parfumer fra Matas

Søndag kl. 14.09 fik Østjyllands Politi en anmeldelse fra Storcenter Nord, hvor en vagt havde tilbageholdt en 31-årig mand, der havde stjålet for flere tusinde kroner parfumer fra Matas.

Manden var gået ud af butikken, hvilket havde aktiveret alarmen, og en medarbejder var fulgt efter. En kunde kunne udpege manden, der havde gemt sig bag en stolpe, hvor han forsøgte at putte parfumerne ned i sin taske. Medarbejderen bad manden om at tilbagelevere parfumerne, hvilket kan indvilligede i, hvorefter butiksvagterne blev tilkaldt.

På baggrund af medarbejderens signalement af manden, fandt vagterne hurtigt frem til ham og bad ham følge med ind i et baglokale, hvorfra der blev ringet efter politiet. Da betjentene ankom til stedet blev den 31-årige man sigtet for butikstyveri.

**

 

Færdsel

Søndag kl. 10.00 blev en 43-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset
af en patrulje på Infanterivej i Randers NØ.

Søndag kl. 19.50 blev en 27-årig mand standset i sin bil på Randersvej i Aarhus N og sigtet for køre i frakendelsestiden. Da det var femte gang inden for de sidste tre år, at han blev taget i at køre, selvom han er frakendt kørekortet, blev hans bil beslaglagt med henblik på konfiskation.

Natten til mandag kl. 3.32 blev en 24-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for spritkørsel, da han blev standset af en patrulje på Marselis Boulevard i Aarhus C. En blodprøve skal nu fastslå den 24-åriges promille.

**

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt to indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.

  • På Hovmarken i Lystrup begået mellem lørdag d. 30/10 kl. 9.00 og søndag d. 31/10 kl. 19.50
  • På Guldbærvej i Randers NV begået natten til mandag kl. 4.41
Denne artikel er skrevet af Michael Juul Sørensen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Østjyllands Politi.
Kilde: Østjyllands Politi

Seneste på facebook