Østjyllands Politi meddeler fredag den 6. november om grundlovsforhør og narkokørsel.
Grundlovsforhør i Retten kl. 11.00
Østjyllands Politi fremstiller fredag i Retten i Randers en 20-årig mand, der sigtes for bedrageri ved at have kontaktet flere borgere, der søgte en specifikt vare på forskellige samhandelsplatforme. Den 20-årige tog kontakt til køberne og tilkendegav at have varen til salg. Der blev aftalt en pris for varen, samt en merpris for at sende varen. Den 20-årige sendte aldrig varen til køberen, som derved led et tab. Den 20-årige modtog i november 2019 en dom på 10 måneders fængsel for lignende kriminalitet.
En sag blev til flere
Torsdag kl. 22.06 blev en 22-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel og for narkobesiddelse, da han blev standset af en patrulje ved Shell på Mariagervej i Randers NV. En 21-årig mand, der sad som passager i bilen, blev fundet i besiddelse af noget hash og blev derfor sigtet for narkobesiddelse.
Mens patruljen stod på stedet, blev de opmærksomme på en anden bil, der drejede ind til Shell, og betjentene tog kontakt til bilens 30-årige mandlige fører. Det viste sig, at han både var påvirket af narkotika og var frakendt førerretten, hvorfor han både blev sigtet for narkokørsel og for kørsel i frakendelsestiden.
Ved ransagningen af bilen fandt betjentene desuden nogle ulovlige tabletter, og han blev derfor også sigtet for narkobesiddelse. Ejeren af bilen, en 28-årig kvinde, blev desuden sigtet for at have lånt sin bil til en person uden førerret.