Er der røget lidt for meget grillmad og hvidvin indenbords i sommerferien, giver Fjordløbet mulighed for masser af bevægelse sammen med familie, naboer og venner. På Randers Cykelbys stand måler erfarne diætister cyklisternes bodyage og giver råd og vejledning om kostvaner og sund livsstil.
Søndag den 15. august skydes det traditionsrige Fjordløb i gang på Jens Otto Krags Plads i Randers. Ved start- og målstregen har Randers Cykelby en stand med cykelaktiviteter til børn og diætister, der måler deltagernes bodyage:
" Vi har gennem flere år allieret os med diætister til Fjordløbet, der måler rytternes bodyage og giver råd om sund livsstil. Det er et populært tilbud. Nu har Fjordløbet holdt corona-pause i et år, så der er sikkert mange, der gerne vil have et bodyage- tjek og vejledning om en sundere livsstil," siger Birgit Berggrein, projektleder for Randers Cykelby.
Randers Cykelby betaler halvdelen af billetprisen for børn og unge under 16 år, der deltager i Fjordløbet:
"Vi håber, at mange familier vil bruge et par timer i sadlen sammen til Fjordløbet og nyde den smukke natur. Ved start- og målstregen ser vi frem til at byde børnene velkommen til vore cykelaktiviteter," siger Birgit Berggrein.
Fjordløbet afholdes søndag den 15.august. Tilmelding og ruter på fjordloebet-randers.dk
Etaperne er på henholdsvis 20, 35, 58 og 107 kilometer.