Ole Juuls Muskelterapi er en travl forretning med mange kunder. Køen er lang, så du kan ofte opleve 2-3 ugers ventetid - men det er der en helt særlig grund til.
”Jeg havde for nyligt en kunde, som havde haft problemer med sin skulder i 20 år efter en operation i ryggen. Efter tre behandlinger hos mig havde han ingen smerter, og skulderen virkede normalt igen. Det lyder lyserødt, men der er intet hokus pokus i mit arbejde. Jeg bruger nogle andre teknikker, der kan bruges som alternativ til fysioterapi – og nogle gange virker det bare bedre og hurtigere.”
Sådan udtaler Ole Juul, der er ene mand bag virksomheden Ole Juuls Muskelterapi. Forretningen kunne åbne sine døre for befolkningen for første gang i 2017.
Ole Juul er blandt andet uddannet sportsterapeut, der har lagt fundamentet for det arbejde, han har lavet over flere år i diverse sportsklubber. Derudover har han taget en håndfuld ekstrauddannelser gennem tiden og arbejdet med utilpassede unge i psykiatrien i hele 18 år.
Men det var, som Ole selv beskriver det, da han fik et ”los i røven” af sin kæreste, at han endelig tog beslutningen og uddannede sig som massør. Den uddannelse gav ham muligheden for at kunne åbne sin klinik for muskelterapi i 2017.
Foto: Ole Juuls Muskelterapi
Vision
Hos Ole Juuls Muskelterapi er der fokus på resultater.
Ole ønsker for sine kunder, at de hurtigt får hjælp til de problemer, som de måtte have. Men selvom Ole er resultatorienteret, er der også mange andre fokuspunkter i hans arbejde:
”Når en kunde kommer til mig, spørger jeg dem altid, hvad de gerne vil have hjælp til. Vi snakker deres historie igennem sammen. Om de har prøvet andre behandlinger, og om noget har virket tidligere. Mange kunder har travlt med at fortælle, hvad de ikke kan. Men så spørger jeg dem ind til, hvad de rent faktisk kan. Det er jo det, vi skal have mere af.”
Med den positive indgangsvinkel til kundens problematik ser Ole også et stort behov for gensidig tillid. Hvis klient og behandler ikke stoler på hinanden, vil forløbet ikke foregå hensigtsmæssigt. Derfor bestræber Ole sig på at være fuldstændig ærlig.
”Jeg får også mange ind ad døren, hvor jeg kan konstatere, at jeg ikke kan hjælpe dem. Og så siger jeg det til dem. Jeg prøver derefter at henvise dem til en anden behandler. Det koster dem ikke en krone, da jeg gerne vil være ærlig overfor mine kunder. Tillid er generelt vigtigt for min forretning.”
Kunderne
Ole Juul behandler både professionelle atleter, cykelryttere, løbere og håndboldspillere.
Han fortæller, at omkring halvdelen af kunderne kommer direkte fra andre behandlingsformer, der ikke har hjulpet. Men Oles erfaring er, at den her andel allerede oplever mærkbare resultater efter første besøg.
Selvom der på nuværende tidspunkt er venteliste på behandlinger i Ole Juuls Muskelterapi, er der plads til alle. Om man er professionel eller blot døjer med hverdagsskavanker. Derfor tilbyder Ole Juul også fornuftige priser generelt samt studie- og pensionistrabat.
Du kan læse mere om Ole Juuls Muskelterapi på hans hjemmeside og Facebook-profil.