Af Kristian Fredslund // Randers FC
Den afgørende gruppespilskamp i Alkmaar endte med et 1-0-nederlag, men Randers FC avancerer alligevel til næste runde.
Der bliver sendt mange kærlige tanker til Rumænien fra alle, der holder med Randers FC. Det rumænske mesterhold CFR Clujs sejr på hjemmebane mod tjekkiske FK Jablonec er nemlig medvirkende til, at Randers FC fastholder den andenplads i Europa Conference Leagues gruppe D, som sikrer videre avancement i europæisk fodbold.
Randers FC kunne selv have gjort arbejdet færdigt ved at vinde over gruppens førerhold fra AZ Alkmaar på udebane, men det hollandske storhold var en klasse over vores sortklædte drenge og vandt fortjent 1-0 på en sen scoring. Dermed blev det ikke til en ubesejret gruppespils-kampagne for Randers FC-drengene, der dog kan se tilbage på et flot europæisk tog, der altså fortsætter i det nye år, hvor man skal op imod et af de holder, der endte på tredjepladsen i Europa Leagues gruppespil.
Tilbage til Holland og kampen på AFAS Stadion i Alkmaar. En kamp mod et traditionsrigt hollandsk hold, der senest blev mester i 2012/13-sæsonen. Flere danskere pryder stadionbygningen. De tidligere landsholdsspillere Simon Poulsen og Kenneth Perez har en stor stjerne i klubben, mens vestjyden Kristen Nygaard opnåede legendestatus hos de rødblusede, hvor han spillede fra 1972-82 og var med til at skaffe fire trofæer til klubben. Legendestatussen er ikke til at overse, da klubbens fanshop er opkaldt efter den danske målsluger, som i 363 kampe for AZ scorede 104 mål.
Carlgren brillerede i 1. halvleg
Det flotte stadion i Alkmaar dannede altså ramme om endnu et stort opgør torsdag aften, men desværre uden tilskuere på lægterne grundet de hollandske corona-restriktioner, der også omfatter at alt lukker kl. 17.00.
Der var en tom fornemmelse med de tomme tribuner, hvor man kunne høre samtlige tilråb og instruktioner på banen samt regnens dryppen på stadiontaget. AZ Alkmaar var i kampens første 15 minutter tæt på at kunne bringe sig foran, men en vågen Patrik Carlgren reddede i begge tilfælde afslutningerne.
Det var et hjemmehold, der stillede i nærmest stærkeste opstilling, som styrede kampen, mens Randers FC mest kom til farlige situationer via omstillinger og dødbolde uden, at det dog blev farligt for alvor.
Som halvlegen skred frem, blev hjemmeholdet forventeligt mere og mere boldkontrollerende, mens det trak mere og mere op til en scoring. Endnu engang viste Patrik Carlgren sit værd, da han diskede op med en flot dobbeltredning.
På det tidspunkt må dette referats skribent erkende, at han begyndte at finde livescore-resultaterne på telefonen frem for at holde øje med den anden kamp i gruppen. For kunne rumænske CFR Cluj vinde på hjemmebane mod FK Jablonec, var resultatet på AFAS Stadion i Alkmaar lige pludselig ikke så vigtigt, da Randers FC dermed ville avancere uanfægtet resultatet i Holland.
Efter 22 minutters kom Randers FC på et sjældent visit i hjemmeholdets felt, da man efter en omstilling fint kombinerede sig rundt omkring målfeltet. Det endte dog med et hjørnespark, der dog ikke gav samme bonus som dødboldene i den omvendte kamp i Randers gjorde, hvor både Simon Piesinger og Simon Graves kom på tavlen.
Med 33 minutter på klokken var det dog tæt på, at en dødbold gav pote. Alhaji Kamara fik fra sin position bagerst i feltet headet bolden ind imod Simon Piesinger, der var tæt på at komme på bolden tæt oppasset af en hollandsk forsvarsspiller.
Lige inden pausen var AZ Alkmaar usandsynligt tæt på at bringe sig foran, men Patrik Carlgren kom frygtløs ud af sit mål og reddede bolde. Han slog sig den gode svensker, men kom hurtigt på benene igen.
Vi skal ikke hjem, vi skal videre!
Det hed altså 0-0 ved pausen efter en AZ Alkmaar-domineret første halvleg, som gjorde at man godt kunne frygte et Randers FC-nederlag i det hollandske. I Rumænien var der til gengæld scoret kort før pausen. Hjemmeholdet havde bragt sig foran, hvilket jo var gode nyheder set med Randers FC-øjne. Dermed skulle FK Jablonec score to gange for at være på andenpladsen.
Tyve minutter inde i anden halvleg var Vito Hammershøy-Mistrati ved at skabe overraskelsen på ekvilibristisk stil, da han efter et indkast forsøgte sig med et saksespark, der gik kort forbi den ene opstander.
I det 69. minut burde AZ Alkmaar været kommet foran, da offensivprofilen Jesper Karlsson på flotteste vis tog bolden ned i feltet og afsluttede. Heldigvis for Randers FC-defensiven fik afslutningen lige forbi mål.
Det var et hjemmehold i kontrol, og Randers FC-boldbesiddelse var nærmest ikke-eksisterende i denne periode. Drengene gjorde alt, hvad de kunne for at forsvare stillingen.
Carlgren havde stået en fremragende kamp, men efter 86 minutter måtte han give fortabt, da han gav en retur på en afrettet afslutning. Den samlede indskiftede Thijs Oosting op og sparkede i kassen til 1-0. Ærgerligt mål, men ganske fortjent efter spil og chancer.
Forinden havde CFR Cluj gjort det til 2-0, så det videre avancement kom aldrig i fare, selvom det nu kunne have været sjovt at være gået ubesejret igennem gruppespillet.
Men det er ligegyldigt. For vi kan citere et videoklip, som flittigt florerer på de sociale medier. For som Olsen Bandens leder Egon Olsen siger i en scene fra en af de legendariske film: Vi skal ikke hjem, vi skal videre!
Og videre skal vi i midten af februar, hvor vi skal op imod en af følgende modstandere: Sparta Prag, PSV, Leicester, Fenerbahce, Marseille, Celtic eller Rapid Wien.
Lodtrækningen er på mandag kl. 14.00.
Læs mere om Randers FC her.