RandersBolig og Randers gymnastiske Forening (RgF) er ikke ukendte foreninger i Randers by, men med Danmarks Indsamlingen blev bekendtskab til fællesskab og nu samarbejder de to foreninger om at samle penge ind til verdens sårbare børn.
De to foreninger har mere til fælles end blot et fælles formål med Danmarks Indsamlingen, og derfor giver det mening at netop de to foreninger samler fællesskaber på tværs, i den gode sags tjeneste.
Randers er vært for det store Danmarks Indsamlings tv-show, der vises på DR1 og sendes live fra Værket, lørdag den 4. februar kl. 19.00. Over alt i Randers Kommune er der aktiviteter og indsamlinger til støtte for verdens sårbare børn.
RgF og RandersBolig har lagt sig i selen for sammen at indsamle et beløb, der er med til at sikre, at verdens sårbare børn ikke bliver glemt, selvom verden brænder og økonomien er presset. Sammen vil vi skabe håb og muligheder for, at børnene får en fremtid.
De to foreningers bidrag til indsamlingen baseres på ligheder i deres værdisæt, med udgangspunkt i foreningsskabte fællesskaber, som det bærende element.
”Fællesskaber fremmer trivsel, skaber lokalforankrede netværk, både mellem mennesker, afdelinger og organisationer, og forebygger ensomhed.”
”For mig er det en selvfølge at vi i RandersBolig støtter op om at hjælpe verdens sårbare børn, og et samarbejde med RgF om netop dette, giver rigtig god mening for os – en organisation hvis fundamentale værdisæt og daglige arbejde udspringer af at opbygge og understøtte fællesskaber, med det formål at styrke det enkelte menneske”, siger Kenneth Taylor, Direktør i RandersBolig.
Lille land, stort hjerte eller lille by, stort fællesskab - og de fællesskaber vil RandersBolig og RgF aktivere, i den gode sags tjeneste, hvorfor ideen til dette arrangement er opstået, til gavn for verdens sårbare børn.
Arrangementernes lokationer og aktiviteter
Aktiviteterne som arrangementerne indbyder til, er med udgangspunkt i leg, bevægelse og fællesskab. To lokationer vil huse aktiviteterne, som løber af stablen den 28. januar i tidsrummet fra kl. 12.00 – 14.00.
- Beboerhuset i Vangdalen: Ved Byskellet 31C, 8920 Randers NV.
- RgF Hallen: Østre Boulevard 29, 8930 Randers NØ.
I beboerhuset i Vangdalen, vil RgF efter beboerhusets indretning opstille redskaber og igangsætte aktiviteter som tager udgangspunkt i leg – både sammen som familie, børnene sammen, eller hver for sig.
Hos RgF, åbner de dørene for en ekstra omgang ”søndagsfræs” (om lørdagen), som de, som allerede kommer hos RgF kender det om søndagen. Alle indtægter går ubeskåret til Danmarks indsamlingen 2023.
Foreninger for fællesskaber
”Det er vores målsætning at samle så mange penge ind til verdens udsatte børn, som muligt. Det er dog samtidig en del af vores målsætning at understøtte allerede etablerede fællesskaber, samt skabe nye fællesskaber, på tværs af foreninger, familier og afdelinger”, siger Torben ”Totte”, forretningsfører for RgF.
Randers Arkitekten har valgt at støtte op om arrangementet som vil fremme fællesskab, foreningsliv og trivsel, ved at indbyde familier og beboere til et arrangement som skaber fællesskab - både hos den enkelte, men også familierne imellem. Et fællesskab som på dagen spreder glæde og giver røde kinder hos de deltagende, men som i verden spreder håb hos de sårbare børn.
”Fællesskaber er bærende i vores samfund og alle har brug for at være en del af et fællesskab. At fremme nye bekendtskaber, skaber grobund for fællesskaber, minimerer ensomhed og højner den generelle trivsel.”
”Derfor vil vi hos Randers Arkitekten gerne støtte op om RandersBolig og RgF ́s indsamling til fordel for verdens sårbare børn netop fordi det skaber værdi i nuet for dem som deltager og i fremtiden for dem som vi samler ind til”, siger Mette fra Randers Arkitekten.
Det er således ikke kun verdens sårbare børn der støttes gennem dette arrangement, men i høj grad også de børn, familier og beboere, som er målgruppen for dette arrangement.