Efter selskabet blev oprettet i maj 2019, har CMA Smede & Montage haft fart over feltet og efterspørgsel fra både erhverv og privatpersoner.
Virksomheden tilbyder moderne og solide stålkonstruktioner til industrien og hjemmet, og arbejder især med rustfrit stål og produktionen af sikkerhedsværn lavet af glas. Som man kan læse sig til på deres hjemmeside, sætter de en ære i, at deres produkter er af bedste kvalitet og udtrykket er æstetisk og håndværksmæssigt i højeste klasse.
Ejeren Christian Møller Andersen fortæller, at han i starten arbejdede fast hos en anden virksomhed, men måtte hurtigt stoppe og fokusere på sit eget, fordi efterspørgslen var stor, og han ønskede at tage imod alle henvendelser og jobs, som ramte hans indbakke.
Det betyder, at han har mange spændende specialopgaver, og at han nu kan udfylde den store efterspørgsel, som tidligere har været på markedet. Han fortæller dog, at han aldrig får for travlt til at være der for sine kunder “Når privatpersoner ringer, så tager jeg ud og får en snak med dem, og det tager den tid, det tager”.
Christian er oprindeligt fra den lille by Thorning, som ligger i Kjellerup-området i Midtjylland. Han er udlært ved Scanroll og har altså 7 gode års erfaring i branchen. I sin tid rev han teltpælene op og kom til Randers for at flytte sammen med sin kæreste Ronja, som han stadigvæk er sammen med i dag.
De mange forskellige projekter og virksomheden generelt har ikke lidt under COVID-19, som ellers har ramt mange små virksomheder. Christian kan fortælle, at han lige nu er igang med et samarbejde med en kammerat, hvor han administrerer produktionen.
Samarbejdet er med virksomheden Stoneless, som sælger Stensamlere til ATVer. Produktionen af disse maskiner foregår hos CMA Smede og Montage. Det er et krævende foretagende med mange arbejdstimer, og de er lige nu ved at samle 15 nye maskiner. Når de får solgt ud, skal en ny produktion på 40 nye maskiner sættes i gang.
Derudover har travlheden også resulteret i, at de er flyttet i større lokaler, hvor Christian kan fortælle, at det lige nu roder en del, fordi de mange dele og maskiner ikke har fundet deres plads endnu.
CMA Smede & Montage har altså fart over feltet, men vil også deres kunder det bedste både erhverv og det private. Man kan følge med på deres Facebook eller hjemmeside, hvor man også kan tage kontakt til Christian for at høre mere om de mange muligheder indenfor stål- og jernkonstruktioner.