Daniel og Joakim, der deler efternavnet Asmussen, driver sammen Classic Clean, som de har udviklet fra at tilbyde hjemmeservice til at henvende sig til større kunder og erhvervssegmentet.
Historien om Classic Clean startede allerede tilbage i 1995, hvor firmaet hed Birgits Hjemmeservice. I 2008 blev Joakim ansat og derfra begyndte tingene at tage fart.
”I 2011 skiftede vi navn til Classic Clean. Vi ville have et navn som henvendte sig mere til erhverv, boligforeninger og kommuner,” fortæller Joakim.
Joakim købte sig ind i Classic Clean i 2014, og i 2017 blev Daniel ansat som salgschef. I 2019 køber Daniel Birgits del af firmaet og Classic Clean er nu 100% ejet af Daniel og Joakim.
Væksten fortsætter
De sidste 4 år er firmaet vækstet med ca. 20% pr. år og Classic Clean I/S bliver I 2021 til Classic Clean ApS.
”Vi må følge med udviklingen af vores virksomhed, så derfor giver det mening for os nu at ændre til et ApS selskab,” siger Daniel.
2021 er også året, hvor Classic Clean får deres egen linje af rengøringsmidler:
”Vi får 10 produkter, som vi skal bruge i vores daglige drift og sælge til vores kunder. Igennem 25 år har vi afprøvet rigtig mange forskellige produkter, og nu har vi fundet de produkter, som har den bedste virkning for os,” uddyber Joakim.
Udover at det bliver deres eget brand, så skal produktlinjen også sikre Classic Cleans omdømme som et grønt firma.
”Produkterne kommer til at skrige af grøn profil. Vi bruger genbrugsplast til 6 af produkternes emballage. De øvrige 4 af emballagen bliver lavet af genbrugsfiskenet. Derudover bliver produkterne svanemærket og allergimærket,” siger Joakim.
For Daniel og Joakim er der ingen tvivl om, at det, der har været med til at skabe væksten er deres fokus på kvalitet og at yde den bedste service for deres kunder.
”Det er vigtigt for os, at vi altid lever op til den kvalitet og tillid, som vi lover vores kunder. Derfor kører vores serviceleder rundt på alle opgaver, som vi leverer for vores kunder rundt om i hele Østjylland, og sikrer, de kan godkendes inden aflevering,” forklarer Daniel.
Den gode service er med til at skabe omsætningen for firmaet, men det kan kun lade sig gøre, fordi de har glade og tilfredse medarbejdere.
”Vores team er fantastisk. Vi skylder dem en kæmpe tak for, at de ønsker at være en del af vores team. For at kunne arbejde i rengøringsbranchen, så kræver det en stor grad af fleksibilitet. Vores medarbejdere er klar på alle opgaver og klør på, hvor vi har brug for det. Et glad og tilfreds team giver også glade og tilfredse kunder,” siger Daniel.
Rejsen er slet ikke slut for Classic Clean, for det at finde nye og endnu bedre løsninger for kunderne er kernen i det, der driver Daniel og Joakim:
”Vi er hele tiden klar til at lære nyt og blive ved med at udvikle virksomheden. Vi er hele tiden nysgerrige på, hvordan bliver vi bedre, hvad findes der af nye materialer til udførelsen af rengøring og hvordan skiller vi os ud fra vores konkurrenter,” afslutter de.
Læs mere om Classic Clean her.