Vil du være med til at arbejde med naturforvaltning på én af Danmarks smukkeste arbejdspladser? Vil du bl.a. via udarbejdelse af forpagtningsaftaler bidrage til arbejdet med forvaltning af Natura 2000, §3-beskyttede naturtyper og fredede arealer? Har du mod på at arbejde struktureret med myndighedsansøgninger til gennemførelse af store naturprojekter? Så er det dig, vi leder efter.
Hos os skal du som naturmedarbejder arbejde med forvaltning af både skov og lysåben natur herunder arbejdet med forpagtningsaftaler, §3-natur, myndighedsansøgninger og indsatser i urørt skov. Du bliver en del af enheden Kronjyllands Natur-team. Vi har vores daglige gang på kontoret i naturskønne omgivelser på Fussingø vest for Randers.
Vi sørger for grundig introduktion og gode rammer til at komme fra start. Hos os er samarbejde og kollegialt fællesskab i fokus, og vi har en uformel omgangstone. Du får en fleksibel hverdag hvor tillid, samarbejde og faglig udvikling vægtes højt. Vores arbejdsdag er præget af engagement, arbejdsglæde og gensidig anerkendelse.
Du bliver ansat på Naturstyrelsen Kronjylland, som har 29 medarbejdere og forvalter ca. 9.000 ha statslige naturarealer fordelt på fem kommuner: Syddjurs, Norddjurs, Favrskov, Randers og Viborg. Området omfatter blandt andet Mols Bjerge, Helgenæs, Kalø Skovene, Fussingø, Hald Ege, Dollerup Bakker og Viborg Plantage. Derudover forvalter vi Naturnationalpark Fussingø (Danmarks første naturnationalpark) og Naturnationalpark Mols Bjerge er i proces.
Din profil
For at få succes som naturmedarbejder er gåpåmod vigtigt og at du trives med at drive komplekse projekter med mange forskellige problemstillinger. Du har flair for at arbejde struktureret, målrettet og langsigtet med forpagtningsaftaler, indsatser knytter til urørt skov og udbuds- og myndighedsopgaver.
Vi forventer, at du har kendskab til udarbejdelse af forpagtningsaftaler herunder erfaring med vurdering af valg af græsningsdyr- og tryk. Du må meget gerne have konkret kendskab til gennemførelse af naturprojekter – gerne erhvervet gennem en offentlig ansættelse eller fra fx en teknisk rådgivningsvirksomhed. Det vil være en fordel, hvis du har arbejdet med naturforvaltning og/eller naturgenopretning.
Vi forestiller os, at du har en relevant uddannelsesmæssig baggrund indenfor natur og miljø som eksempelvis forstkandidat, biolog, natur- eller landskabsforvalter (minimum kandidatniveau), alternativ skov- og landskabsingeniør med gode skriftlige kompetencer.
Det vil være en fordel, at du i større eller mindre grad besidder følgende kompetencer:
- Har et kendskab til arter og naturtyper og kan anvende dette i relation til fx evaluering af græsningseffekter, Naturstyrelsens interne Pas På Kort system, myndighedsansøgninger, væsentlighedsvurderinger mm.
- Har erfaring med dialog med private dyreholdere eller anden formidlingserfaring knyttet til natur- og græsningsprojekter.
- Har indsigt i og overblik over de lovgivnings- og myndighedsmæssige forhold inden for natur, miljø og fysisk planlægning, herunder miljøvurderingsloven.
- Har sans for økonomistyring i form af budget- og regnskabsopfølgning i relation til naturprojekter.
- Både kan arbejde selvstændigt, men også har et godt samarbejdsgen, som betyder at du kan indgå i teams og at dine kollegaer kan regne med dig i den daglige opgaveløsning.
- Har erfaring med GIS programmer, som fx QGIS.
Gennem arbejdet og projekterne vil du skulle indgå i mange forskellige sammenhænge med en bred vifte af samarbejdspartnere. Det vil i høj grad være kommuner, interesseorganisationer, borgere og andre myndigheder. Du får dermed et job, hvor det forventes, at du kan fungere som Naturstyrelsens repræsentant og stå for kommunikation og samarbejde med alle typer parter og interessenter.
Dine opgaver vil blandt andet omfatte:
- Forpagtningsaftaler og tilhørende naturmål herunder dialog med forpagtere og evaluering af indsatsen.
- Koordinering, prioritering og implementering af indsatser i Natura 2000-områder herunder evaluering af effekter.
- Bidrage til §3 registrering og kortlægning.
- Udarbejdelse af myndighedsansøgninger til større projekter, fx forvaltningsplaner for urørt skov eller naturnationalparker.
- Udarbejdelse af udbudsmateriale til naturprojekter.
- Understøttelse af EU-Projektet LIFE Open Woods.
- Håndtering af partnerskaber og friluftsprojekter.
Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til den til enhver tid gældende overenskomst mellem Finansministeriet og en række Akademiker-organisationer for akademikere i staten (Akademiker-overenskomsten) eller i henhold til den til enhver tid gældende Fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og Lærernes Centralorganisation og CO10 Centralorganisationen af 2010 (LC/CO10-fællesoverenskomsten) samt tilhørende organisationsaftale for Skov- og landskabsingeniører.
Ansættelsesområdet er Ministeriet for Grøn Trepart med tilhørende institutioner. Arbejdssted er Naturstyrelsen Kronjylland.
Der vil i et vist omfang være mulighed for at arbejde hjemmefra. Dette planlægges sammen med nærmeste leder og sker under hensyntagen til samarbejdet med dine kolleger og opgavernes karakter.
Det er et krav, at du har kørekort til personbil.
Stillingen søges besat 1. januar 2026 eller snarest muligt derefter.
Yderligere oplysninger
Såfremt du ønsker yderligere oplysninger, er du velkommen til at kontakte skovrider Uffe Strandby på tlf. 22 22 16 49.
Du kan læse mere om Naturstyrelsen på https://naturstyrelsen.dk/ og om projekterne under ”Ny natur”.
Sådan søger du stillingen
Du søger stillingen online ved at sende din ansøgning, CV, uddannelsesbevis og relevante bilag senest den 26. oktober 2025.
Samtaler forventes afholdt den 12. november 2025.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Randers Kommune
-Virksomheden tilbyder:
dagarbejde
-Arbejdsgiver:
Naturstyrelsen, Kronjylland, Vasevej , 8920 Randers NV
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 26-10-2025;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/42529f11-da79-40e2-b35d-0d9a9cc2e722